Deep Purple er et legendarisk rockband. Punktum.
Men torsdag aften på Bøgescenen leverede de britiske legender et så statisk show, at det mest spændende var at følge med i, hvem af de 80-årige på scenen, der nu gik ud for at sætte sig ned.
Der var da også rigeligt med tid til at slå røven i sædet, for alt for ofte endte Deep Purples mange riffs og instrumentale passager med at være lange, kedelige og næsten umusikalske pralestykker, der hægtede publikum af.
Det var kun i sammenspillet, at det instrumentale rigtigt fungerede – og det var måske fordi, medlemmerne i Deep Purple så kunne dække over hinanden.
Jeg skal prøve at lade være med at forfalde mig til at kalde Deep Purple for 'et plejehjem' eller 'døden nær', som det blev bemærket rundt omkring mig i publikum.
For det handler ikke om hverken gråt hår eller åreknuder.
Men når man er nødt til at gøre så mange krumspring for at kunne gennemføre en hel koncert, så er tiden måske inde.
Det ville sikkert have været en fremragende koncert for nostalgikerne, hvis ikke Deep Purple også havde valgt at prioritere sangene fra deres nye album fra sidste måned.
Men stadig var forsanger Ian Gillan ofte svær at forstå, når han forsøgte at artikulere sangteksterne ud.
Og på det gamle hit 'Hard Lovin' Man' blev det lidt for tydeligt, at den ellers charmerende forsanger ikke længere kan ramme de hverken lange eller høje toner – trods flere hæderlige forsøg.
I stedet kom det til at lyde skrattende og hvinende, og den bævrende kropsholdning med de stive bevægelser – hvis der var bevægelse overhovedet – hjalp ikke på indtrykket af, at det måske havde været tid til at stoppe, mens legen var god.
Selvfølgelig skal man have point for som 78-årig stadig at kunne spille fandango med både sin stemme, en tamburin og en mundharmonika.
Men særligt på sidstnævnte instrument blev det pinligt klart, at luften i lungerne bare ikke er den samme, når du snart runder dit livs firsenstyvende sommer, selvom du stadig insisterer på at puste løs.
Men på andre numre som 'Uncommon man', 'Anya' og 'Space Truckin'' formåede de britiske rocklegender at sætte gang i boomerfesten på Bøgescenen.
Selv det nye nummer 'Bleeding Obvious' fik startet lidt head banging.
Men igen blev der konstant lagt gentagne riffs og langstrakte soloer ind, som først stoppede, når al opmærksomheden var røget igen.
Næsten helt symptomatisk var det, da Don Airey på keyboard røg ud i endnu en lang solo og med en lang tone sat i spænd, slap tangenterne med begge hænder og skålede ud til publikum.
For der var både charme og groove tilbage i Deep Purple.
Det blev bare syltet ud i en uendelighed, som gjorde, at publikum måtte vindes tilbage flere gange – efter snakken ofte ligefrem overdøvede rocklegenderne på scenen.
Det var eksempelvis tilfældet, da storhittet 'Smoke on the Water' endelig kom på til sidst og stadig dårligt var nok til at ruske op i det småsnakkende og gabende publikum.
Helt klassisk blev der sagt tak og farvel og vi elsker jer, før Deep Purple så kom ud igen til ekstranummeret 'Black Night'.
Og det sluttede sågar med ægte lålålå-stemning, men da det hele så peakede, så var det allerede slut igen.
Samlet set burde Deep Purple nok have indset, at de er en postgang for sent ude – og at når man først bliver kaldt legender, så er man allerede lidt forhistorisk.