'Frost' er en af de mest succesfulde film i Disneys historie – i solgte biografbilletter overgås den kun af 2019-versionen af 'Løvernes konge', og hvis man lægger merchandise-indtægter oveni, har Disney formentlig aldrig avlet en bedre guldfugl.

Sådan én slagter man selvfølgelig ikke, så det har siden 2013 ligget i kortene, at der skulle komme en efterfølger. Den kommer nu og har allerede slået rekord i USA som den animerede film, der har solgt flest billetter i åbningsweekenden nogensinde.

Heldigvis har folkene bag noget på hjerte og forsøger ikke bare at malke en sikker succes. 'Frost 2' overgår ikke den første film, men er lige så god og lige så fyldt med hjertevarme midt i det vinterkolde univers.

Ved filmens begyndelse ånder alt fred og ro i Arendal, men Elsa begynder at høre en mystisk stemme, og samtidig viser en historie, Elsa og Anna har hørt som barn, sig måske ikke at være helt sandfærdig.

Efterfølgeren til 'Frost' overgår ikke originalen, men har masser af humor og varme for hele familien. (Foto: Disney)
Efterfølgeren til 'Frost' overgår ikke originalen, men har masser af humor og varme for hele familien. (Foto: Disney)
Vis mere

Plottet involverer også Naturens ånd, en fortryllet skov, en flod med svar på alt, jordkæmper, et tundrafolk og en hel masse andet. Det er til tider måske lige rigeligt kompliceret til, at alle små mennesker kan følge med, men det glider derudad, også selv om man måske ikke fanger alle historiens nuancer.

Midt i en masse spændende scener er der også plads til humor, bl.a. i form af Kristoffer, der konstant og evigt forgæves forsøger at fri til Anna. Og så er rensdyret Sven og i særdeleshed snemanden Olaf blandt de bedre komiske sidekick i Disney-porteføljen.

Ikke mindst en scene, hvor Olaf – måske for de voksnes skyld – genopfører hele handlingen fra den første film på rundt regnet 30 sekunder, er helt genial og med glimrende stemmearbejde af Martin Brygmann.

Animationen er selvfølgelig digital og mageløst flot, men har alligevel en umiskendelig oldschool Disney-charme over sig, og filmen byder på fine budskaber, som både børn og voksne kan hygge sig med.

Det længe ventede animationshit skuffer ikke, skriver B.T.s anmelder. (Foto: Disney)
Det længe ventede animationshit skuffer ikke, skriver B.T.s anmelder. (Foto: Disney)
Vis mere

Vi er simpelthen ude i en filmisk pendant til et spil Ludo med varm kakao i kopperne og ild i pejsen.

Hvad angår lydsiden, rummer 'Frost 2' måske ikke en fuldstændigt oplagt ørehænger som 'Lad det ske', men – uanset hvad man i øvrigt måtte mene om genren – man må tage hatten af for sangskrivningen.

Faktisk kunne samtlige sange stryge direkte til tops i et hvilket som helst Melodi Grand Prix, ikke mindst den storladne 'Faret vild' med Kenneth M. Christensen, der lægger stemme til Kristoffer.

'Frost 2' – instruktører: Jennifer Lee, Chris Buck. Med: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Kristine Yde Eriksen (stemmer).