Med 'Dronningen' fik Trine Dyrholm sat sig selv i scene som storfavorit til at vinde Robert- og Bodil-priser for bedste kvindelige hovedrolle.

I 'Ser du månen, Daniel' skyder stortalentet Esben Smed sig ind i puljen for bedste mandlige ditto.

I filmen, der er baseret på Puk Damsgaards bestseller af samme navn, er Esben Smed den lidt forkælede Daniel, der ikke rigtigt har noget særligt mål i livet, og som nærmest i et indfald drager til Syrien for at fotografere.

Han ender med at tilbringe 398 dage i fangenskab, kidnappet af terrororganisationen ISIS, Islamisk Stat.

Det er en både brutal og barsk fortælling at være vidne til, ikke mindst fordi man har i baghovedet, at filmen er baseret på en sand historie.

Og i Esben Smeds ansigt kan vi se smerte, frygt og opgivenhed i en grad, så man næsten kan mærke det på egen krop.

Samtidig giver det knugen i maven at følge Daniels familie i Danmark, der desperat forsøger at få deres kære hjem – i øvrigt uden hjælp fra Udenrigsministeriet, der har en politik om ikke at forhandle med terrorister. Især på grund af en fin, afdæmpet præstation af Jens Jørn Spottag som Daniels far.

Således er 'Ser du månen, Daniel' på mange måder en glimrende film. Alligevel bliver man aldrig RIGTIGT berørt af den. Den kryber ikke helt under huden.

Skuespiller Esben Smed spiller rollen som den tilfangtagne Daniel Rye.
Skuespiller Esben Smed spiller rollen som den tilfangtagne Daniel Rye. Foto: Nordisk film
Vis mere

Måske fordi man sådan helt kynisk godt ved, hvad det hele ender med, så det aldrig bliver decideret spændende.

Måske fordi man har lidt svært ved at tro på Anders W. Berthelsens gidselforhandler. En karakter, som i øvrigt aldrig rigtigt bliver foldet ud. Måske fordi der af og til falder replikker, der lyder lidt vel rigeligt som... ja, replikker.

Måske fordi afslutningsscenen ikke rigtigt rammer følelserne helt så hårdt, som den kunne. Måske fordi filmanmelderen er en gnaven, gammel skiderik, der bare har set for mange film. Bedøm selv, for 'Ser du månen, Daniel' er en både ambitiøs og væsentlig film.

Filmen har premiere torsdag den 29. august i landets biografer.