Det er jo ren 'Forbrydelsen'. Hvem lyver? Hvem taler sandt? Er der overhovedet noget at komme efter? DR's dramaserie 'Ulven kommer' fortsætter i tredje afsnit det høje niveau, og endnu en gang bøjer jeg mig i støvet for særligt én skuespiller.
Som tidligere nævnt havde jeg håbet på, at DR snart ville bringe noget mere opløftende drama til bordet, og var derfor som udgangspunkt lidt skuffet over, at man med 'Ulven kommer' endnu en gang havde valgt at servere socialrealistisk nedtursdrama til aftenkaffen.
Men så skete der noget i andet afsnit. Jeg blev grebet af historien om den lille familie, der bliver revet midt over, da teenagedatteren pludselig beskylder sin stedfar for at være voldelig, og sørrme om jeg i tredje afsnit ikke blev ramt igen.
I sidste afsnit brillerede særligt de to forældre, spillet af Peter Plaugborg og Christine Albeck Børge.
DR har på det seneste plukket deres skuespillere fra Det Kongelige Teater, og det virker til at være et vinderkoncept, for især sidstnævnte gjorde det i tredje afsnit igen vanvittigt godt som en mor, der mere og mere ikke ved, hvem hun skal stole på.
Kommunen har som bekendt tvangsfjernet de to børn, og man forstår hendes desperation, når hun opsøger sin søn ved fodboldtræningen.
Scenen, hvor Christine Albeck Børge træder ind i hallen og med flakkende blik forsøger at opretholde facaden over for de andre forældre, ramte lige i mellemgulvet, og da hun så sendes væk af plejemoren efter genforeningen med sin søn, må jeg indrømme, at jeg blev lidt fugtig i øjnene.
Hold op, hvor var det godt spillet, og kontrasten til kommunalfolkene, der samtidig spiser kage og hygger hen over sagspapirerne, mens hendes liv ligger i ruiner, var genialt sat op.
'Ulven kommer' er indtil videre klart stærkest, når fokus er på de voksne.
Børnene gør det godt – og den tidligere MGP-vinder Flora Ofelia står da helt sikkert til et par Bodil- og Robert-nomineringer for sin præstation som konstant skælvende teenager, hvis hemmelighed er umulig at aflure.
Men det fungerer fortsat bedst, når de voksne er på banen og spillet mellem de desperate forældre og Bjarne Henriksens socialrådgiver, der bliver mere og mere i tvivl, om han har handlet forhastet.
Som en anden krimi lægger serien konstant spor ud, og lige nu skal vi som seer tro, at datteren lyver. Som lillebroren – igen stærkt iscenesat igennem politiets forhør-linse – til sidst skærer ud i pap: 'Hun lyver, fordi hun ikke kan lide sin stedfar. Hun er jaloux'.
Bang! Sådan. Case closed! Eller hvad?
Som jeg har skrevet tidligere, er jeg i tvivl, om historien kan bære otte afsnit, for hvor mange gange kan det fortsætte med at være spændende at skulle gætte på, hvem der taler sandt?
Første sæson af 'Forbrydelsen' havde 20 afsnit, så måske det ikke er noget problem, og der er da også fortsat mange spørgsmål.
Hvad er der med ham faren, der pludselig vil til grillfest, måske for at glemme, at han står til at kunne ryge i fængsel? Og er det et automatisk dyrisk overlevelsesinstinkt, der træder i kraft, når han én gang i hvert afsnit har en form for sex med sin kone, hver gang det brænder på?
Tør DR lave en serie, hvor det er den lille pige, der er 'skurken'? Og har Bjarne Henriksen selv rent mel i posen, eller kæmper han med en gammel sag, der nu får ham til at overreagere?
