Disneys nye liveaction-udgave af klassikeren 'Mulan' blev sablet ned af udenlandske anmeldere, da den fik international premiere i september. Nu har filmen nået det danske marked, hvor den fredag får premiere på streamingtjenesten Disney+. Spørgsmålet er så: Er den virkelig så slem, som de siger?

Jeg er vokset op med Disneys originale 'Mulan' fra 1998, og her 22 år senere er den stadig en af mine favoritter blandt tegnefilmsgigantens mange klassikere. Karaktererne er gode, sangene er fremragende, og filmen har derudover både humor og et stærkt budskab.

Af samme grund var jeg naturligvis monumentalt skuffet, da det gik op for mig, at det samme på ingen måde kan siges om den nye 'Mulan'. Tværtimod er meget af det, der gjorde originalversionen til et Disney-mesterværk, tilsyneladende fjernet fra den nye film – og tilbage har vi en film uden humor, uden sange og derfor også med ekstremt flade, ligegyldige karakterer.

Historien i 2020-udgaven af 'Mulan' er stort set den samme som i originalversionen. Vi følger den unge Hua Mulan, der ikke har lyst til at indordne sig det kinesiske samfunds idealer om, hvordan en kvinde bør opføre sig. Da hendes gamle far indkaldes til krig, stjæler hun hans rustning og drager af sted på familiens vegne i stedet – men selvfølgelig må ingen vide, at hun i virkeligheden er en kvinde.

Filmen 'Mulan' har kostet svimlende 1,2 milliarder kroner.
Filmen 'Mulan' har kostet svimlende 1,2 milliarder kroner.
Vis mere

Disney har de seneste år forsøgt sig med en del remakes – nogle middelmådige, andre horrible. Modsat eksempelvis Disneys remake af 'Løvernes konge' følger denne nye udgave af 'Mulan' ikke tegnefilmversionen slavisk. Det er på én side modigt, men resultatet er desværre bare en dårlig og ekstremt skuffende film.

I originalversionen fra 1998 var det især flere sjove bikarakterer, der bidrog til filmens hjertevarme og humor.

Dragen Mushu (genialt indtalt af hhv. Eddie Murphy i den amerikanske originalversion og Jan Gintberg på dansk), den rebelske bedstemor med en ukuelig tro på held og kejserens utålelige bureaukrat af en rådgiver for bare at nævne et par stykker.

De er dog alle fjernet fuldkommen i den nye udgave – og man savner dem virkelig. Både fordi netop de karakterer skabte humor, og fordi det blandt andet var i samspillet med dragen Mushu, at man i originalversionen kom tæt på Mulans følelser og tanker.

Der er mange smukke scener i den nye 'Mulan' – som her hvor en kampscene finder sted i bjergene.
Der er mange smukke scener i den nye 'Mulan' – som her hvor en kampscene finder sted i bjergene.
Vis mere

Tilbage står i stedet en hovedkarakter, der er svær at mærke. Og det er egentlig ikke skuespilleren Yifei Lius skyld, så meget som det er manuskriptets.

Det hjælper heller ikke, at man også har besluttet at fjerne alle sangene fra filmen. I Disneys univers er sangene ofte en stor del af den følelsesmæssige udvikling i karakterne, ligesom de er sjove indslag. I stedet har man valgt at gøre nogle af sangteksterne til dialog, som da Mulan og hendes soldaterkammerater sidder og taler om, hvilken slags pige de drømmer om. Tanken er fin nok – men det er bare ikke sjovt. Det var det derimod i tegnefilmssangen.

Disney har med Mulan tydeligvis ønsket at distancere sig markant fra originalen, og man kan da også anfægte, om det er fair at sammenligne enhver Disney-remake med den originale tegnefilm. Til det er der bare at svare: Man kan da ikke andet.

Én ting skal Mulan dog roses for. Store dele af den 1,2 milliarder kroner dyre film er rigtig flot, og især scenerne med smukke naturlandskaber er en fryd at se på. Desværre er smukke billeder alene bare ikke nok.

Hvis du aldrig har set tegnefilmsudgaven af 'Mulan' fra 1998, vil du nok blive marginalt mindre skuffet end undertegnet. Men selv i den situation vil jeg stadig råde dig til at bruge din tid på originalversionen i stedet.

'Mulan' har premiere på Disney+ fredag 4. december.