Den første halve time var lidt til den kedelige side. Lidt der hvor man tænkte, 'hvor er det ærgerligt, at de ikke har råd til Ed Sheeran'.

Men så stak det af. Australske Dean Lewis næsten skam-forførte publikum på Smukfest så effektivt, at jeg til sidst næsten forstod, hvorfor de forreste blandt publikum hulkede over hans blotte tilstedeværelse.

Hvad skete der lige der?

Da Smukfest smed den australske singer-songwriter øverst på plakaten, var han ikke et navn jeg bed synderlig mærke i.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Jo jo, han har da et par store hits, og han er vist nok relativt populær i Danmark, men så var det heller ikke mere imponerende af et hovednavn.

Tidlig fredag aften stod han imidlertid på Bøgescenen.

Han kunne finde ud af at sige 'Smukfest', han og det medbragte band gav den fuld gas fra start med åbningsnummeret 'Waves', og det var nemt at fornemme på pladsen, at en stor del af publikum var i Dean Lewis' målgruppe.

Men det var dælme også lidt for generisk.

Lidt for meget 'nu står jeg lige og skifter mellem at spille guitar og klaverballader' om ulykkelig kærlighed, uden at det for alvor batter.

Det var for pænt og ufarligt. For meget pølsemandens Ed Sheeran – ja sorry, det er lige min nærmeste reference her.

Men så ændrede koncerten pludselig karakter.

Hans stemme druknede lidt undervejs, men energiniveauet steg pludselig gevaldigt med et cover af Taylor Swift-hittet 'Cruel Summer'.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kygo-samarbejdet 'Lost Without You' satte yderligere skub i tingene, og så hev han selvfølgelig sin danske lykkemønt Tobias fra 'X Factor' ind på scenen.

Det var netop, da den unge Tobias Floor sang et cover af Dean Lewis' 'Half A Man' til en 'X Factor'-audition i 2022, at danskerne for alvor fik ørerne op for den australske musiker – og det har han sympatisk nok endnu ikke glemt.

Tobias Floor er efterhånden blevet et fast medlem på scenen, når Dean Lewis spiller i Danmark, og hans indtræden på Bøgescenen fik kun energien til at løfte sig yderligere.

En ung fan ved navn Emma fik også kortvarigt sødt lov til at agere levende mikrofonstativ på scenen, ligesom endnu et cover – denne gang af Goo Goo Dolss-hittet 'Iris' – satte gang i den helt store fællessang.

Det var pludselig virkelig underholdende at være til en Dean Lewis-koncert, og han havde tydeligvis publikum i sin hule hånd, da han til sidst iførte sig et Dannebrogs-flag og trak de sidste dråber kærlighed ud af publikum til den store afslutningsballade 'Be Alright'.

Dean Lewis virkede tilmed oprigtig nærværende og sympatisk på scenen, så jeg under ham det hele.

Det kan godt være, at han endnu ikke har verdens stærkeste bagkatalog, men han formår at holde en fest med simple virkemidler.

Jaja, det havde som sagt været federe, hvis Smukfest havde hyret Ed Sheeran – men som opvarmningskoncert til aftenens forventelige folkefester (Gilli og Rasmus Seebach) fungerede det helt upåklageligt.

Følg B.T.s livedækning af Smukfest HER.