Et eller andet sted inde i ‘A Hidden Life’ ligger der en meget smuk og fin film. Men den er frustrerende godt gemt. Instruktøren Terrence Malick er en af de helt store i amerikansk film, der slog igennem i 1974 med ‘Badlands’, stod bag krigsfilmen ‘The Thin Red Line’, der blev nomineret til syv Oscars i 1999, og vandt De Gyldne Palmer i Cannes med ‘The Tree of Life’. Hans seneste film har dog allesammen været næsten demonstrativt langsommelige og sovset ind i søvndyssende voice-overs og uendelige landsskabsbilleder.
‘A Hidden Life’ er desværre ikke meget anderledes. Historien er ellers interessant: I en lille østrigsk landsby højt oppe i bjergene bor bonden Franz, der lever et simpelt, men lykkeligt liv med sin kone og tre døtre.
Men det foregår i slutningen af 1930’erne, og da Franz bliver indkaldt til hæren, nægter han at sværge troskab til Hitler, som ellers er påkrævet. Han tror simpelthen ikke på nazismen og synes, at Hitler er ond. Det er selvfølgelig ikke omkostningsfrit, og Franz bliver smidt i fængsel, hvor han bliver udsat for vold og ydmygelser, mens hans familie bliver chikaneret af landsbyens øvrige beboere.
Der er noget meget fascinerende over en mand, der så stålsat insisterer på at følge sin egen samvittighed – ikke mindst fordi filmen er baseret på virkelige begivenheder – men i stedet for at bare at fortælle historien insisterer Malick på at filosofere over alle livets helt store spørgsmål. Det er selvfølgelig prisværdigt, men det lykkes ikke rigtigt.
Der har aldrig været noget, som almindelige filmskabere kunne fortælle på fem minutter, som Malick ikke kan få til at vare en halv time, men i ‘A Hidden Life’ virker stilstanden næsten komisk.
Det samme gør det underlige miskmask af tysk og engelsk dialog, at enkelte figurer svæver ind og ud af handlingen, uden at det helt virker logisk hvorfor – og at familiens liv og arbejde bliver skildret så detaljeret, at det til tider virker som en YouTube-tutorial om gammeldags landbrug.
