Er du klar til at få en ny sang på hjernen?
Ud af det blå har Molslinjen lanceret en ny 'Kombardo'-sang, der både er super iørefaldende og lyder som noget, en kendt dansk hitmager kunne have fundet på. Men den har muligvis også ét stort problem. Se B.T.s dom herunder.
'Kombardo, kombardo, kombardoooo!'
Vi har alle sammen stået på en færge og været både irriteret og smilet overbærende over den bøvede omskrivning af den gamle 'Jamaica'-børnesang, der har hærget færgeoverfarterne de sidste mange år.
Nu har Molslinjen overraskende kastet deres temasang over bord og lanceret en helt ny med titlen 'Den smarte vej', og selvom det lyder godt – så har den muligvis også ét stort problem.
Vi er ude i genren 'glad popmusik'.
Det er guitar, trommer og solskinsstemning, når den lidt generiske mandestemme synger om at tage på tur over for at besøge farmor eller tage på festival, og det hele lyder som noget, Malte Ebert kunne have skruet sammen.
Ja, faktisk er vi ude i en grundstemning ala P4-venlig hyggemusik.
En form for ufarlig, u-knastet, men super catchy pop, der kunne vinde det danske melodi grand prix – og man kan sagtens forestille sig, at færgegæsterne vil komme til at synge med på omkvædet, hvor man smart har valgt at genbruge 'kombardo'-vendingen.
Spørgsmålet er, om den nye sang kommer til at virke efter hensigten?
De bedste reklamer er ikke nødvendigvis de bedste på den lange bane.
Tænk bare på de gamle 'Biva'-reklamer, der måske var amatøragtige, men samtidig satte sig fast i vores hjerner.
Den gamle 'Kombardo'-sang ramte netop det punkt, hvor alle havde en holdning til den, og dermed – på godt og ondt – opretholdte nationens bevidsthed om Molslinjen.
Det ved jeg ikke, om den nye sang kommer til at gøre.
Når nyhedsværdien har lagt sig, er den i fare for at blive glemt igen, da den hverken bider fra sig tekst- eller melodimæssigt.
Nogle vil formentlig også synes, at den er decideret ligegyldig, men flertallet vil finde den helt okay – og er 'okay', nok til at få folk til at huske, at man kan tage færgen?
Hør den nye 'kombardo'-sang øverst i artiklen og vurdér selv.
Om ikke andet kommer vi i det mindste nu til at slippe for at høre den gamle 'Jamaica'-version – og kæmpe tak for det!