D-A-D inviterede lørdag aften til 40 års jubilæumsfest på Stjernescenen.

Men man kunne med fordel bare være kommet for sent til anden halvdel af koncerten på Smukfest.

Din fars yndlingsband trængte nemlig først rigtigt igennem, da deres to største hits 'Bad Craziness' og 'Sleeping My Day Away' blev liret af hen imod det, man troede var slutningen, hvor mørket for længst var brudt frem gennem træerne.

Herefter var der til gengæld flere momenter, hvor fællessangen var total, og den fede rock havde sejret.

Publikum var gerne af den lidt ældre kategori til D-A-Ds jubilæumskoncert på Stjernescenen lørdag under årets Smukfest. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Men D-A-D undgik trods fornem anledning ikke at hæve sig over at være hårdtslående baggrundsstøj størstedelen af tiden, ikke mindst på mindre velkendte eller bare nyere numre som '1st, 2nd & 3rd' og 'Johnny'.

Først 'Everything Glows' blev vendepunktet, der fik erstattet småsnakken med klappefest for en stund, hvor også hits som 'Monsters Philosophy' og 'Grow or Pay' skabte god stemning.

For der var god energi og nærvær fra scenen, men det landede ikke rigtigt så mange steder. 

Jesper Binzer råbte bandeord med sædvanlig oprigtighed, og hans herligt vrængende vokal var smør i øregangene.

Men det var bare ikke helt et 40 års jubilæum værdigt.

Sidste år spillede farrockerne også på Smukfest til det, der så har været deres 39 års jubilæum, og her var de placeret på den noget større Bøgescene og havde taget et helt cirkustelt af rekvisitter med.

Men til det runde jubilæum i år var D-A-D rykket ned på Stjernescenen og lod lidt lysshow omkring et par djævlehorn være nok. 

De må have tænkt, at den rene rock ville redde dem, men den formidabelt klare og dunkende lyd var bare ikke nok til at afhjælpe den konstante folkevandring fra dem, der regnede ud, at de allerede havde set det hele.

D-A-D virkede som en oplagt booking, men endte som en servering rockbolsjer, der behagede, men ikke rigtigt mættede. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Det blev en servering rockbolsjer, som behagede, men ikke mættede.

D-A-D med noget at fejre virkede ellers som en oplagt booking på Smukfest – og bevares, det vrimlede med mennesker foran Stjernescenen.

Men der var også en ubarmhjertigt lind strøm af udvandrende publikummer.

Og trods en lang række sukrede kommentarer, så lod publikum sig først rigtigt involvere, da der blev jammet 25 års jubilæums-sang for trommeslager Laust Sonne, hvor alle i kor gentog 'Laust, vi elsker dig jo'.

Men den svingende velvillighed betød, at opmærksomheden var knap, og luften gik af ballonen. 

Det hele sluttede med en sløv og alt for langstrakt version af ‘I Won’t Cut My Hair’, og dernæst fulgte en ditto ‘Its After Dark’, som der alligevel ihærdigt blev sunget med til.

Og så sluttede det brat. En stærk afslutning og en høj hat var bare ikke helt nok.