'Ad Astra' søger intelligent liv og meningen med livet på rumrejse med en alvorstung Brad Pitt.
Det er årets store sci-fi-tur ud i rummet. Og det er ikke for sjov. Jeg tror faktisk ikke, at Brad Pitt smiler én eneste gang på rejsen fra en fremtidig udgave af Jorden ud i rummet til Neptun – en rejse på den lange side af fire milliarder kilometer.
Han er alvorlig som Roy McBride, der bliver sendt på rumrejse af SPACECOM for at finde pioneren Clifford McBride – far til Roy.
Farmand er måske skyld i fremmede energibølger, der skaber kaos på Jorden – det skal stoppes.
Men rejsen i 'Ad Astra' handler ikke så meget om den ydre rejse fra Jorden over Månen via Mars og videre mod Neptun.
Den handler lige så meget om Roys indre rejse, hvilket ledsages af en lige lovlig tung voice-over fremført af Brad Pitt.
Til gengæld er Pitt udstyret med den slags fjæs, som både er smukt og nu efterhånden også mærket nok til, at han kan bære en film alene.
Det gør han nærmest i 'Ad Astra'. Præcis som Sandra Bullock alene bar 'Gravity', så er Brad Pitt på solorejse ud i rummets mørkeste afkroge, hvor der er tid til at tænke.
Roy vil ikke blive som sin far, der skred fra livet på Jorden for at finde liv ude i rummet. Nu rejser Roy selv væk – det er svært for en mand ikke at blive sin far med tiden.
Den tænksomme pointe er dog ikke alene pointen med at se 'Ad Astra', som James Gray har instrueret.
Han har helt sikkert set både episke klassikere som 'Rumrejsen år 2001' og 'Dommedag nu', men også nyere action som 'Mad Max: Fury Road' – bare i rummet. En vild biljagt på Månen sætter tankerne fedt på pause, imens en creepy abe venter længere ude i galaksen.
Alligevel ender rejsen og meningen med en destination, der ikke er så mystisk, som Gray gerne vil have den til at virke. Heldigvis er Brad Pitt igen alvorligt god at glo på – han er rejsen værd.
Instruktør: James Gray. Med: Brad Pitt, Tommy Lee Jones.
