Mens Nicklas Bendtners selvbiografi nok var en sørgelig, men også yderst underholdende og hurtig læst omgang, så virker hans nye reality-serie med modelkæresten Philine dræbende langsom og spild af tid.

Er du røget i corona-karantæne og overvejer at bruge din nye tid hjemme på sofaen i selskab med Dplays nye serie ’Bendtner og Philine’ så lad være.

Medmindre du tænker, det er spændende, at se to kendte mennesker pludre rundt i deres luksuskøkken og småskændes om, hvem der er dårligst til at parkere Porschen, så risikerer du bare at dø af kedsomhed. Der sker virkelig ikke en skid.

Jeg var fan af Nicklas Bendtner. Jeg elskede at se ham spille fodbold og var oprigtig ærgerlig over, at hans karriere nu slutter på den her måde.

Siden han i efteråret aldrig fandt formen i FCK, og skandalerne endnu engang stjal fokus med den farverige selvbiografi, blev jeg skuffet over, at hans næste træk var et kendis-kæresteprogram i samme stil som ’Remee og Mathilde’.

Vi bliver for det første aldrig rigtig klogere på, hvad der egentlig skete i FCK. Det fejer Bendtner hurtig af vejen med et par høflige overfladiske svar om, at han selvfølgelig gerne ville have spillet noget mere, men at det jo er træneren, der bestemmer.

Derudover kan man undre sig over, hvor billigt serien egentlig er produceret, for der bliver godt nok ikke skiftet scene ret meget.

Hvor første afsnit udelukkende består af småsnak i deres lejighed (vi skal forstå, at dramaet nu går på, om de tidligere travle mennesker kan finde ud af at leve sammen), består andet afsnit af en alt for lang køretur fra indre København til Amager, hvor Bendtner skal ud og skrive autografer.

Bendtner og Philine.
Bendtner og Philine. Foto: Nicolas Tobias Følsgaard / Discovery Networks Danmark
Vis mere

Man forsøger med lidt drama, da Philine grædende fortæller, at Bendtner igen-igen har dummet sig og kysset med en anden.

Hvor Bendtner fremstilles som drengerøven, der ikke helt forstår alvoren, undres man over, hvorfor Philine vælger at græde ud til kameraet, før hun overhovedet har talt med andre om det.

Det bliver bare aldrig rigtig gribende. Man tænker i stedet, at hvis de oprigtig har problemer i parforholdet, så er et realityprogram nok ikke den bedste løsning.

Hele udtrykket fremstår som forventet også lidt billigt. Det er lidt sjovt, at man i Danmark kan dele kanalerne op, så DR er det mørke og alvorlige, TV2 det lyse og familievenlige, og så har vi groft sagt de letkøbte overfladiske produktioner på de mindre kanaler, som vi kender fra Kanal 4 og 5.

Og her falder ’Bendtner og Philine’ desværre i den sidste kategori.

Hvor Bendtner i sin fodboldkarriere måske ikke har haft de bedste rådgivere, virker det heller ikke til, at han har taget de klogeste beslutningstagere med videre i livet.

En smule tragikomisk kritiserer han i sin bog Frederik Fetterlein for at være en ’god tennisspiller, der festede sit talent væk og endte i realitysumpen’.

Bendtner bestemmer selvfølgelig hundrede procent, hvordan han vil leve sit liv, men det er trist, hvis han for kommende generationer ligesom Fetterlein vil blive husket for alt andet end sin sport - og her hjælper den nye serie ikke.