Så har TV 2 for sidste gang åbnet 'Badehotellet', og trofaste fans må juble over, hvordan den nye sæson kommer fra land.

Alt er, som det plejer på solskinshotellet, de tydeligste karakterer er i topform, og i premiereafsnittet var der kun én ting, der trak voldsomt ned.

Nej, 'Badehotellet' er ikke kunst. 

Det kunne være interessant, hvis de turde eksperimentere mere med karakterne og deres forskellige historier, men holdet bag hitserien holder fast i deres koncept, og man må jo erkende, at det virker.

Lars Ranthe som grosserer Madsen.
Lars Ranthe som grosserer Madsen. Foto: TV2
Vis mere

I første afsnit brillerede især Lars Ranthe i sin snart ikoniske rolle som den storbrovtende grosserer Madsen, hvis mål i denne sæson er at gøre forretninger i USA i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Hans nøgle til det amerikanske marked er hotellets nye dansk-amerikanske gæst, og det nye samspil gav flere sjove scener.

Først da grosserer Madsen vil vise sin nye gæst op på hotelværelset og får introduceret seriens to nye stuepiger med udbruddet 'hvem fanden er i?'

Dernæst da han vil udnytte Hr. Weyses musikalske evner netop for at smigre amerikaneren, og da han til sidst får lokket alle hotelgæster til at stå arm i arm og synge 'Skuld gammel venskab rejn forgo' peaker 'Badehotellet' nærmest i hyggekomik.

Amalie Dollerup er tilbage i rollen som Amanda Madsen.
Amalie Dollerup er tilbage i rollen som Amanda Madsen. Foto: TV2
Vis mere

På fin klassisk vis fik premiereafsnittet også gjort klart, hvad noget af den sidste sæson kommer til at handle om med fortsættelsen af historien om Amandas forbudte tyske kærlighed, og en ny historie om modstandsmanden Morten, der på mystisk vis ikke vil tilbage til sin familie i England.

Krigen gav de forrige par sæsoner ekstra dramatisk dybde, så det er godt, at man ikke har fjernet den del fuldstændig, selvom historien nu foregår i 1946.

Til gengæld er den evige uforløste romance mellem Hr. Aurland og Otilia ved at udvikle sig til en lidt for langtrukken affære.

I premiereafsnittet gik tv-historiens tørreste 'Ross og Rachel'-kloner igen-igen skævt af hinanden uden tegn på fremdrift, så for underholdningens skyld håber jeg ikke, at de to får lov at fylde alt for meget i år.

Olaf Johannessen som hotellets nye gæst, dansk-amerikaneren John Seerup.
Olaf Johannessen som hotellets nye gæst, dansk-amerikaneren John Seerup. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Det værste i denne omgang var dog introduktionen af hotellets nye gæst, dansk-amerikaneren John Seerup, spillet af ellers ofte stærkt spillende Olaf Johannesen.

Det har helt sikkert været svært at skulle finde ud af, hvordan man taler når, man kommer hjem til Nordjylland efter 30 år i USA, og selvom der heldigvis ikke går Ole Henriksen i den, skurrer resultatet desværre stadig lidt i ørerne.

Ideen med at lade ham vende hjem efter krigen og imponere de andre med sine erfaringer fra USA er både god og oplagt, men blandingen af nordjysk og engelsk lyder underlig kunstigt, og det kom i første afsnit til at fylde alt for meget.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor den tilbagevendte kokkepige Martha pludselig skal være så sur, men det er en mindre detalje.

'Badehotellet' er tilbage efter to års pause.

Det lægger endnu ikke op til det helt store finalebrag, men hyggen er intakt, og kunne man lide de ni første sæsoner, virker det til, at man også kommer til at elske den sidste.