5 UD AF 6 STJERNER
'Avengers: Endgame' er den 22. film i Marvel Cinematic Universe og kulminationen på den største franchise i filmhistorien.
Filmens to trailere er de to mest sete filmtrailers på YouTube nogensinde. Forgængeren, 'Avengers: Infinity War', der fik premiere for et år siden, endte med en gigantisk cliffhanger.
At kalde forventningerne til den uigenkaldeligt sidste 'Avengers'-film for høje, svarer til at kalde Hulk for en smule mellemfornøjet. Heldigvis bliver selv den hårdeste Marvel-nørds våde drømme opfyldt.
Starter med stor overraskelse
'Avengers: Endgame' er ikke den sjoveste Marvel-film, den mest nervepirrende Marvel-film og måske ikke engang den mest spektakulære. Men det er afgjort den mest komplette film i Marvel-serien.
Den har simpelthen det hele: store følelser, endnu større ofre, grin, gråd, drama og buldrende action, og den formår – måske mest imponerende – at binde en komplet sløjfe på ikke bare 'Avengers'-serien, men på hele Marvel Cinematic Universe. Og 'Avengers: Endgame' understreger, at der ikke bare er tale om en seriefilm, men et komplet og komplekst univers.
Som om 'Avengers: Infinity War' ikke sluttede tragisk nok med, at halvdelen af jordens befolkning – inklusive en ordentligt skudefuld superhelte – blev udslettet, så starter denne film med et ordentligt los til tårekanalerne.
Derefter tager handlingen en temmelig uventet drejning, idet at det, man troede, hele filmen ville handle om, bliver afviklet på et kvarters tid. Og så er det faktisk lidt svært at fortælle ret meget mere om plottet uden at ødelægge fornøjelsen.
Skår i glæden
Men det er virkelig en fornøjelse, der er tale om, og den bliver kun større, hvis man har set alle 'Avengers'-film og endnu større, hvis man har set samtlige Marvel-film, eftersom der er kælet for die hard-fans med referencer til 11 års superheltehistorie. Og et gensyn med rigtig mange gamle kendinge.
Hvis man skal lede efter fluer i suppen, så er det oplagt, det er svært at skabe tilfredsstillende handlingstråde til alle superhelte, når der er så mange samlet i én film. Således er der ikke så meget kød på ellers mægtige Thor, hvorimod Hawkeye har en historie, der er så potentielt interessant, at den føles lidt jappet.
Mest ærgerligt er det, at Captain Marvel, som ellers indtog superheltescenen med bulder og bravour tidligere på året, kun dukker op sporadisk (på nogle utroligt belejlige tidspunkter), men ellers ikke rigtigt er en del af handlingen.
Det fjerner dog ikke indtrykket af et imponerende punktum på sagaen, hvis spilletid på over tre timer i øvrigt føles bemærkelsesværdigt kort. Og netop når man glemmer tid og sted, har superheltefilm vel deres største berettigelse.
