Vi er nået til afsnit to - og nu er vi for alvor i gang på ‘Forræder’-slottet.
Flere deltagere begynder allerede nu at krakelere under presset, og særligt én deltager gjorde det næsten helt ondt at se på.
I ‘Forræder’ har TV 2 samlet 18 kendte mennesker på et slot på Sydfyn. Nogle af de kendte udpeges til forrædere, som løbende 'myrder' deltagere, mens resten er loyale og forsøger at gætte, og udstemme, forræderne.
Forfatter Thomas Korsgaard ved det jo ikke selv, men han har tydeligvis fat i den lange ende i afsnit to, da han begynder at sprede sin teori om, at Rasmus Bruun er forræder.
Desværre for ham ender det med at være Thomas Korsgaard selv, der fremstår mere og mere nervøs og forvirret. Og selvom det kan lyde usympatisk, er det jo netop de øjeblikke, der gør 'Forræder' til super underholdende tv.
Ved det runde bord ender han med at tiltrække sig en del stemmer, og det bliver altså spændende at se, om forræderne får held med at vende stemningen mod den stakkels forfatter i næste afsnit.
Og nu vi er ved det runde bord.
Hvor er det dog befriende, at der for en gangs skyld er flere teorier i spil.
Jeg har elsket ‘Forræder’ gennem alle sæsonerne, men der har været en tendens til lemming-effekt, hvor en person siger noget, og derefter stemmer alle på den samme.

Men her i andet program var hele fire personer i spil, og det giver altså bare et langt mere spændende program, når alt ikke peger i én retning.
Kokken Dak Wichangoen endte med at trække det korteste strå og forlade programmet som den anden deltager, efter podcastvært Line Kirsten Nikolajsen blev 'myrdet' af forræderne.
Hun ærgrer sig naturligvis og ville ønske, at hun havde holdt lavere profil. Og så kommer vi til mit første irritationspunkt.
For nu er vi i sæson tre med kendisser. Vi har også haft en sæson med ukendte danskere, og der findes tre sæsoner af den britiske udgave.
Altså er der rigeligt med materiale, deltagerne kan dykke ned i og lure tricks. Eksempelvis er det jo efterhånden børnelærdom i ‘Forræder’-regi, at man skal holde lidt lav profil i starten, Dak!
Jeg anerkender dog, at der tilsyneladende sker vilde ting med deltagerne, så snart de træder ind på slottet.
Eksempelvis er det virkelig underholdende at se tidligere jægersoldat Helge Adam Møller skyde i øst og vest og slet ikke ramme plet med nogle af sine teorier, selvom han selv er dybt overbevist.
En anden ting, der desværre irriterer mig, er Lise Rønne. Nærmere bestemt værtens look og facon.

Jeg anmeldte for et par år siden den britiske udgave af ‘Forræder’, hvor et af programmets helt store aktiver er den fuldkommen geniale vært, Claudia Winkleman.
Hun har en meget distinkt, britisk tøjstil i programmerne og en hård facon, hvor hun på en sjov og skarp måde provokerer deltagerne og udstiller deres fejl.
I 2023 vandt Winkleman en Bafta for sin værtsrolle, mens hun igen i år var nomineret.
Og noget tyder på, at TV 2 har været ikke så lidt inspireret af Claudia Winkleman.
I hvert fald har Lise Rønne pludselig også fået en meget britisk jagtinspireret garderobe - og tonen over for deltagerne er hårdere.
Måske er det kun ‘Forræder’-nørder som mig, der kan hidse sig op over det, men jeg synes altså, det er for uoriginalt.
Grundlæggende er der dog ingen tvivl om, at den her sæson af ‘Forræder’ er kommet virkelig godt fra land - og jeg venter i spænding på dramaet forræderne imellem, som unægteligt snart må bryde løs.
