B.T. fælder dom over årets 'X Factor'-finale, hvor tredje gang blev lykkens gang for Oh Land, som nu nok bør stoppe på toppen.

'X Factor' har haft sin hidtil stærkeste sæson på TV 2, skriver TV 2 selv i en pressemeddelelse. Der er heller ikke meget at overgå, kan man tilføje.

Coronakrisen har selvfølgelig en stor del af ansvaret, men derudover virker det lidt som om, at underholdningsprogrammet de sidste par år har kørt så meget på autopilot, at det for længst ikke længere er noget, man bare må følge med i, men ligesom 'Vild med dans' kun ser, fordi man alligevel ikke har andet at lave fredag aften.

Martin Jensen var i år et frisk pust og bejlede til at kunne give Blachman kamp til stregen, men forgæves. Den skaldede dommer løb med de største øjeblikke, og igen-igen tænker man, at det næste år er lige meget, hvem der sidder i dommerpanelet, så længe den ene er Blachman.

Tillykke til Oh Land og hendes unge vinder Solveig, fede indslag med Simon Kvamm og Drew Sycamore - og lad os så komme til aftenens dommmer-dom:

Thomas Blachman er (desværre) ikke længere så skrap, som han har ry for at være.

Manden, der tidligere holdt store selviscenesættende taler til nationen, er blevet en blød mand på sine gamle dage, men hvad han mangler i bid, gør han op med humor.

Blachman på scenen for at kysse Simon & Marcus.
Blachman på scenen for at kysse Simon & Marcus. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Mod alle odds fik han Simon & Marcus i finalen, hvor de trods en tredjeplads endnu engang leverede aftenens mest underholdende indslag med deres udgave af 'Sexy and I know it', og så blev der heldigvis også tid til patosfyldte scenekys og et vildt udbrud (Hvilken anden dommer udråber konkurrenten som vinder ti minutter inde i finalen?)

'X Factor' er selvfølgelig intet uden Blachman, men lad os håbe, han næste år møder op med lidt mere kampgejst.

Oh Land havde suverænt det bedste materiale at arbejde med i år, så spørgsmålet er, om det nærmest kan ses som en fiasko, at hun ikke stod med tre deltagere i finalen?

Man under hende den første sejr, og i finalen kom hun da også på overarbejde, da Nikoline Steen Kristensen pludselig fik et blackout, men det samlede indtryk blev lidt anonymt i forhold til de to andre dommere.

Ros for at drille Martin Jensen med den fyrværkeri-skydende ukulele, og socialt virker hun også til at være den sødeste mentor, men efter tre år som dommer, er det måske på tide at prøve noget nyt?

Så kan hun på en måde også stoppe på toppen (Selvom hun nok toppede i 2019 med Maria & Bea...).

Marin Jensen for faen!

Han kom, han så og så fes det lidt ud i sandet.

Martin Jensen fik sin ukulele.
Martin Jensen fik sin ukulele. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

En stille aften på kontoret for den debuterende dommer, som efter gode takter aldrig rigtig fandt formen i live-programmerne, og spørgsmålet er, om han ikke nøjes med denne ene sæson?

Han virkede til at blive taget lidt på sengen i finalen, da Simon Kvamm pludselig stod foran ham med en ukulele (Læs om ukulele-fejden HER), og meget sigende er et program, hvor 15-årige ukulele piger er i høj kurs måske bare den forkerte scene for den jyske verdens-dj.