Jeg havde egentlig dømt 'Toppen af Poppen' ude.

TV2-programmmet kører i år på 13. sæson, og SÅ spændende er det heller ikke at se kendte musikere rose hinanden på skift, men måske det vender i år? I den nye sæsons premiereafsnit skete flere ting, der gjorde, at jeg pludselig fik lyst til at se med igen.

'Toppen af Poppen' står og falder ofte på, hvem man har fået til at medvirke.

Simon Kvamm og Malte Ebert fik en fed ping-pong op at køre for et par sæsoner siden, men ellers har der ofte været langt imellem de helt store øjeblikke, og meget sigende er Mads Langers 12 år gamle version af 'Overgi'r mig langsomt' stadig det mest sete 'Toppen af Poppen'-klip på Youtube.

I år har man for første gang et par gengangere med i form af Medina og Anne Linnet, og man tænker først, om TV 2 vitterligt er løbet tør nye deltagere?

Måske, men hvis alternativet havde været et par semiukendte sangere, er det helt fint, at man tilføjer programmet lidt stjernedrys - og Medina og Anne Linnet har jo faktisk så mange hits, der endnu ikke er blevet støvet af i 'Toppen af Poppen', at man sagtens kan forsvare det genbrug.

Det var dog hverken Medina eller Anne Linnet, der i denne omgang gav mig en fornyet interesse for programmet.

Nej, den store positive overraskelse var først og fremmest sæsonens første hovedpersoner - de to brødre Simon og Thomas Alstrup, der udgør folk-rock-bandet Jonah Blacksmith.

Jeg ved fra diverse festivalbesøg, at de har et stort publikum, men ellers er jeg nok ikke alene om ikke at kende så meget til dem - og det er formentlig første gang, at de nu rigtigt bliver præsenteret for hr. og fru Danmark i den bredeste sendetid.

Og hvilken debut!

De to sympatiske Thy-drenge stjal straks showet med deres underspillede lune og varme indlevelse, og det var rørende at høre dem dele personlige historier om depression og barnløshed.

TV 2 har med Jonah Blacksmith fundet et par friske tv-ansigter, der tilmed tør give noget af sig selv, og selvom jeg måske ikke skynder mig at købe billet til deres næste show, så bliver det helt sikkert spændende at følge dem i resten af sæsonen.

Derudover varslede første afsnit også et par positive ændringer for selve formatet.

Normalt plejer man at bruge spildtid på scener, hvor deltagerne bliver indkvarteret på diverse hotelværelser.

Den del havde man sparet væk i år, og det er kun godt, hvis man i år har strammet konceptet lidt ind og eksempelvis fjernet de lidt ligegyldige morgenmads-scener, hvor deltagerne smalltalker om, hvor spændte de er.

Den anden nye ting er tilføjelsen af et publikum under de musikalske optrædener.

De fylder ikke meget, men tilfører stadig en lille ny ekstra form for nerve i rummet, og her ville jeg blot ønske, at man havde tænkt dem endnu mere ind i konceptet.

Når nu TV 2 insisterer på, at 'Toppen af Poppen' ikke må have nogen vært, der kunne udfordre deltagerne, ville det jo være oplagt, hvis man havde indlagt et par spørgsmål fra publikum, der måske kunne give et par overraskende svar.

Det er ikke fordi, 'Toppen af Poppen' pludselig er blevet verdens bedste underholdningsprogram, men det går i den rigtige retning.