Jeg både jubler og græder over starten på 'Tidsrejsen 2'.
Årets DR-julekalender har flere ting i mod sig og kommer noget bumlet fra land. Først og fremmest mangler der én ting, for at det hele giver mening.
Det er sjovt, at DR har valgt at lave en fortsættelse til 'Tidsrejsen', men også modigt, at det først sker nu.
Den første blev et regulært seerhit i 2014 med sin spændende tidsrejse-historie og hyggelige referencer til filmklassikeren 'Back To The Future', men det, at man har ventet ti år med at køre historien videre, kan vise sig at blive en udfordring.
Man kan ikke udnytte et umiddelbart momentum, man skal ud og forføre en hel ny børne- og forældregeneration, og samtidig byder TV 2 hårdt op til dans med genudsendelsen af deres første Tinka-hit 'Tinkas juleeventyr'.
Mon ikke DRs chefer bider negle, før de modtager den første sending seertal?
'Tidsrejsen 2' handler først og fremmest om drengen Romeo, der er overbevist om, at hans forsvundne far kan rejse i tiden.
Her starter julekalenderen yderst lovende, da vi indledningsvis ser hans mor, spillet af Lise Baastrup, genfortælle historien om en juleaften, hvor hun fik besøg af en mystisk fremmed, som hun – må vi forstå – havde et one-night-stand med, før han forsvandt igen.
DR er aldrig bange for at gøre en familiejulekalender lidt små-uhyggelig, og man fornemmer straks den lidt mørke tone, der var med til at gøre den første julekalender seværdig for alle aldre
Men herfra fulgte flere ærgerlige indtryk.
For det første har man helt forkert valgt at opdatere den originale titelmelodi.
Originalen havde en cool elegance over sig.
Nu har man poppet nummeret op, og gjort det til en duet med Jonah Blacksmith, og selvom det giver mening, at man gerne vil forny sig, trækker det desværre i den forkerte retning.
Jeg vil godt vædde en Tinka-hue med, at det stadig er originalen, der bliver spillet mest rundt omkring i de danske stuer, når vi når til den 24..
En anden ting, der generede i første afsnit, er karakterernes måde at tale og agere på.
Den første julekalender havde en form for hverdagsrealisme over sig – hvorfor skal der nu pludselig gå kunstigt sprog og pastelfarver i den?
Den anden hovedperson, pigen Hollys familie, ligner eksempelvis noget, der er taget ud af en Wikke og Rasmussen-film – og hvilke nutidsbørn siger ting som, 'du pynter dig med lånte fjer', eller 'jeg har en fremlæggelse, der kaster lys over sagen'?
Det er sjovt, at julekalenderen bygger på den klassiske Romeo og Julie-fortælling med to stridende familier, og især Frederik Thofte, der spiller Romeo kommer også hyggeligt fra land med sit finurlige spil.
Det er også sjovt fundet på, at Sofie fra 'Tidsrejsen 1' nu bruger sin tidsrejse-evner til at agere hverdagshelt, men her er det samtidig, at kæden falder af.
Den første julekalender sluttede med, at Sofie ødelagde den sidste tidsmaskine og levede lykkeligt til sine dages ende med tidsrejseren Dixie.
Hvordan kan hun så pludselig rejse i tid igen? Og hvor er Dixie henne?
Jeg har googlet mig til, at der kommer en nærmere forklaring senere i julekalenderen, men efter første afsnit, sidder man altså efterladt med flere spørgsmål.
Jeg er klar på et nyt licensfinansieret tidsrejse-eventyr, men indtil videre har julestemningen ikke indfundet sig.
