Hvad er der sket med 'Sommerdahl'?

TV 2 Charlie er tilbage med en ny tredje sæson af deres populære krimiserie med Peter Mygind i hovedrollen som den handlekraftige chefefterforsker Dan Sommerdahl.

Serien, der er lavet i samarbejde med den tyske mediegigant ZDF, er efter de første to sæsoner angivelig blevet et internationalt hit, men nu virker de til at have ramt muren.

'Sommerdahl' er stadig hverken en særlig nervepirrende spændingsserie eller fuld af geniale skuespilpræstationer, men hvor de første sæsoner alligevel blev båret hjem på hygge og et fint skuespillergalleri, er det, som om handlingen nu kører lidt i tomgang.

Peter Mygind og co. er tilbage med en tredje sæson af 'Sommerdahl'.
Peter Mygind og co. er tilbage med en tredje sæson af 'Sommerdahl'.

For det første er trekantdramaet mellem Dan Sommerdahl, hans ekskone Marianne (Laura Drasbæk) og politikollega-vennen Flemming (André Babikian) stadig det store personlige omdrejningspunkt.

Helsingør har fortsat også en urealistisk høj kriminalitetsrate – tænk på, at vi handlingsmæssigt stadig kun er i gang med den samme sommer fra sæson 1 – og det er stadig lidt svært for alvor at blive engageret i, hvem der er morderen.

Jeg er fan af Peter Mygind, jeg kan godt lide TV 2s varme universer, hvor solen altid skinner, men når man bare laver endnu en sæson med mere af det samme, begynder det at virke lidt småkedeligt.

Selvfølgelig handler det jo nok om, at TV 2 Charlie kender sit kernepublikum og ved, at en krimi i kagespisende pensionisttempo nok skal hitte, men når man nu har fået opbygget flotte seertal, virker det lidt uambitiøst ikke at give skuespillerne bare lidt nye strenge at spille på.

André Babikian og Peter Mygind som Helsingørs førende politiduo Flemming og Dan.
André Babikian og Peter Mygind som Helsingørs førende politiduo Flemming og Dan. TV 2 / Henrik Petit

Flere ting er irriterende.

De mistænksomme typer er overmistænksomme og opfører sig ikke videre begavet, som smuglerne, der på færgen mellem Helsingør og Helsingborg vælger at foretage deres kuffertbytte midt på skibsdækket.

Det er også vildt, at en mand bare vader ind i gruppen af kriminelle teenagepiger for at købe stoffer. Havde han virkelig ikke spottet, at pigerne stod og talte med to alvorlige politimænd?

Det er detaljer – men det er også sjovt, at politimand Flemming lynhurtig opgiver at knække koden til afdødes computer, da første forsøg med at skrive 'Mona' ikke virker. Hvorfor ikke også prøve 'mona'?

Mia Helene Højgaard (tv.) har erstattet Laura Kjær i rollen som Dan Sommerdahls datter, Laura.
Mia Helene Højgaard (tv.) har erstattet Laura Kjær i rollen som Dan Sommerdahls datter, Laura. Henrik Petit

Første afsnit leverede derudover et lille stykke usædvanlig dansk tv-historie, da man pludselig har udskiftet Dan Sommerdahls datter, Laura.

I de første sæsoner blev hun spillet af skuespiller Laura Kjær, men da hun er begyndt på skuespillerskolen, må hun ikke arbejde ved siden af, og derfor er rollen nu overtaget af Mia Helene Højgaard.

Jeg mindes ikke, at det er sket i andre danske tv-serier, og eftersom Laura-karakteren ikke virker såååå vigtig for serien, havde det nok været mere elegant bare at skrive karakteren ud i stedet for.

Nu må vi se, hvordan det går de resterende syv afsnit.

Jeg har fulgt 'Sommerdahl' fra start af og kommer også til at give det en chance de næste par uger, men hvis ikke den bare kommer lidt op i tempo og ikke bare kører rundt i den samme 'hvem ender Laura Drasbæks karakter mon sammen med'-rille, så ender jeg nok med at stå af.

I det mindste har vi jo stadig Peter Mygind tilbage ovre på DR1 som den genialt usympatiske 'Borgen'-skurk Michael Laugesen.

3 ud af 6 stjerner

 

Hvis du vil have mere underholdning, så lyt til 'Det, vi taler om'.