Lyt til artiklen

Dansk rap længe leve!

Smukfest valgte fredag aften at hylde dansk rap med en imponerende hitparade af indslag fra dansk raps nye og gamle navne.

Fra Suspekt kickstartede showet 21:15 på Bøgescenen, til Kesi cirka halvanden time senere sagde tak for i aften, fik man som publikum smidt en bombe af hits i hovedet fra så forskellige navne som Niarn, Jokeren og Icekiid til Outlandish, Marvelous Mosell og Benjamin Hav.

Nogle gange eksploderede publikum i vild jubeldans - særligt Ude af kontrols 'Fuckboi' fik virkelig sat ild under fødderne - mens der andre gange blev mere tid til at trække vejret under indslag fra navne som Østkyst Hustlers og Marwan.

Et show, hvor den ene kunstner konstant afløser den anden, kan hurtigt føles upersonligt og uden nerve, og da vi var ved at nå slutningen, var jeg også ved at være så mæt i hovedet af musikalske eksplosioner, at det næsten føltes som en biograftur, hvor man har fået ondt i maven af at proppe for meget slik i munden inden filmstart.

Men det var fedt!

Det var overordnet en fest at overvære og være med til at hylde dansk raps forskellige indslag, og selvom det blev lidt for langtrukkent til sidst, og der manglede et par oplagte hovednavne som L.O.C. og Gilli, så er det et indslag, Smukfest meget gerne må lave flere af de kommende år.

Tessa og Kidd skulle også have været med, men meldte fra på grund af sygdom.

Her kan du se, hvem der kiggede forbi.

Suspekt - 'S.U.S.P.E.K.T.' og 'Gonzo'

Emil Stabil - 'Allerede is'

Jokeren feat. Szhirley - 'Havnen' og 'Spændt op til lir'

Icekiid - 'Erdudumellerhvad'

Niarn - 'Mit liv mine regler'

Sivas - 'Dauda'

Marvelous Mosell - 'Den bedste danser'

Ude af kontrol - 'Fuckboi'

Østkyst Hustlers - 'Han får for lidt'

De danske hyrder - 'Billig bajer'

Johnson - 'Ik hate' og 'Det' passer'

Marwan feat. Orgi-E - 'Hvad så hvad?' og 'Selvgjort velgjort'

Lamin - 'Window Lyrics'

TopGunn - 'Dejlig' og 'Nik og Jay' feat. Benjamin Hav

Benjamin Hav - 'Den dejligste boy'

Outlandish - 'Guantanamo'

Artigeardit - 'Gothersgade' og 'Er her' feat. Kesi

Kesi - 'Følelsen'

Følg B.T.s livedækning af Smukfest HER.