Et stjernebesat cast, et fedt soundtrack og Ulf Pilgaard tilbage i rollen som alletiders danske filmmonster.
Ole Bornedals opfølger til 'Nattevagten' er på mange måder en vild oplevelse, og selvom han langt fra overrasker, som da etteren kom ud i 1994, er 'Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv' stadig julens store 'must see' i biografen.
Det vakte opsigt, da Ole Bornedal for 29 år siden pustede nyt liv i dansk film med sin gyser om en ung fyr, der får job som nattevagt på Retsmedicinsk Institut, hvor en bestialsk kvindemorder hærger – ikke mindst da det viste sig, at morderen blev spillet af den folkelige revyhelt Ulf Pilgaard.
Nikolaj Coster-Waldau spillede den unge nattevagt, mens Kim Bodnia indtog rollen, som hans ven Jens, og i to'eren genforenes de på rørende vis, mens hovedhistorien denne gang kredser om nattevagtens datter, der sætter sig for at opklare, hvad der skete i etteren, siden hendes mor begik selvmord, og hendes far i dag er stærkt traumatiseret.
To'eren er ikke noget nybrud.
Du bliver ikke på samme måde som i 1990erne overrasket af det høje tempo, det effektive gys eller plot-twistet omkring Ulf Pilgaard, der denne gang, som en dansk Hannibal Lecter, sidder indespærret i en mørk isolationscelle.
Der er dansk film heldigvis kommet en del videre siden 1994.
I stedet bliver man nostalgisk suget tilbage i universet til tonerne af Sort Sols 'Let Your Fingers Do The Walking', der genbruges fra etterens soundtrack – og da man tilmed hurtigt møder nye stærke navne – ikke mindst en sammenbidt Paprika Steen – sidder man straks med en positiv grundfølelse.
Hvis man ser bort fra, at nogle af karaktererne er lidt for karikerede, bruger urealistisk mange engelske vendinger og et par af historiens indlagte mord sker lidt for hurtigt, er 'Nattenvagten 2' en virkelig underholdende film.
Niels Anders Thorn er tilbage i rollen som overlæge og har et eksempelvis et par sjove scener med Fanny Bornedal og hendes herlige vennegruppe på medicinstudiet, hvor især Nina Rask får lov at give den gas som speedsnakkende brokkehoved.
Man møder også kort inde i filmen en klam Ulf Pilgaard, hvis fremtoning næsten får nakkehårene til at rejse sig.
Helt genialt har man fundet på, at det gamle monster sidder isoleret med det samme dansktop-nummer kørende på repeat, og det gipper godt i kroppen, når Fanny Bornedal under et besøg i hans celle pludselig ikke kan slippe ud.
Det vil ødelægge oplevelsen at komme nærmere ind på filmens højdepunkter, men glæd dig især til et afgørende opgør på det psykiatriske hospital, hvor undertegnede næsten glemte at trække vejret undervejs.
'Nattevagten 2' introducerer en ny Joker-agtig psykopat-karakter, som man desværre får for lidt ud af, og du bliver skuffet, hvis du tror, at Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia fylder mere, end de reelt gør.
Flere ting virker også lidt som en gentagelse af etteren, men det er først og fremmest en film om den næste generation og med dejlig morbid humor og fede musikalske indslag fra blandt andre The Minds of 99, er 'Nattevagten 2' grundlæggende en fed fortsættelse.