Gaaaab!
Måske er det bare mig, der ikke sætter pris på en overlegen guitarsolo. Måske jeg bare ikke går nok i bandana og hullet cowboyvest.
Men fra denne popdreng af en musikanmelders synspunkt, kunne Guns N' Roses uden problemer have barberet mindst halvanden time af deres koncert lørdag aften på Copenhell.
Ja, de er legendariske!
Ja, Guns N' Roses har skabt ikoniske guitarhero-hits som 'Welcome To The Jungle', 'Sweet Child o' Mine' og 'Paradise City', men på Copenhell, 30-35 år efter deres storhedstid, virkede de slet ikke så legendariske – og slet slet ikke stærke nok til at kunne spille i over tre timer.
Det begyndte ellers lovende med 'It's So Easy', 'Bad Obsession' og 'Live and Let Die', hvor frontmand Axl Rose virkede veloplagt og dansede sjovt rundt på scenen.
Lyden skulle lige justeres til at starte med, men de fik hånd om tingene, og de havde haft hele pladsen i deres hule hånd, hvis koncerten herefter ikke havde taget en småkedelig drejning.
For det ene langtrukne nummer fulgte det andet.
Slash er stadig en vanvittig dygtig guitarist, men når man har hørt én solo, har man – groft sagt – hørt dem alle – og undervejs føltes det lidt som at stå og overvære en omgang rockmuzak, hvor numrene druknede lidt i hinanden.
Det hjalp heller ikke, at Axl Roses stemme ofte ikke kunne følge med.
Han er stadig fuld af karisma og energi, men han havde især ofte svært ved at nå de helt høje toner, ligesom hans stemme flere gange forsvandt i musikken.
Det første store hit, 'Welcome to The Jungle' faldt først efter tre kvarter, og selvom der hele vejen igennem var godt med smæk på, var det ikke underligt, at de første blandt publikum allerede her begyndte at udvandre.
Koncerten føltes lidt ligegyldig, og selvom der var små åndehuller som en af Slashs' mange solonumre, hvor han pludselig sang ind i mikrofonen med en forvrænget effekt, begyndte det at blive en maratonoplevelse at se de gamle rockdrenge fyre den af på scenen.
Der manglede generelt noget afveksling i showet.
Der var en kort hyldest til Ukraine under 'Civil War' samt en fødselsdagssang til et bandmedlem hen mod slutningen, men ellers kørte showet mest af alt på autopilot, og da vi havde passeret time to, stod jeg ofte og tænkte på, om ikke snart det snart var overstået.
Jeg er født den 1. juni 1987, så var kun lidt over halvanden måned gammel, da Guns N' Roses overtog verdensherredømmet med debutalbummet 'Appetite For Destruction'.
Hvor ville jeg gerne have oplevet dem dengang, så jeg kunne forstå magien, for i aften gik jeg blot fra koncerten med et skuldertræk.
Det var ikke dårligt, det var heller ikke særlig godt.
Det var nok bare mest af alt en lille smule spild af tid.