En årlig tilbagevendende 'julekalender' i påskeugen? Ideen er sjov …

Men jeg tror, at DR med deres første forsøg, 'Det forsvundne ravkammer', får svært ved at samle familierne om fjernsynet.

Denne anmeldelse er baseret på seriens fire første afsnit.

Og selvom det både er eventyrligt og stemningsfuldt, når seriens børn tager på underjordisk skattejagt, så virker 'Det forsvundne ravkammer' set med voksne øjne både unaturligt overspillet, klichéfyldt og generelt set til den kedelige side.

Den minder egentlig lidt om TV 2s seneste familiejulekalender, 'Kometernes jul', der også igen-igen lod sig inspirere af film og tv-serier fra 1980erne.

Hvor børnene dér løb rundt i en labyrint i det ydre rum og talte unaturligt til hinanden, er historien i 'Det forsvundne ravkammer' her henlagt til en gammel nazibunker fra Anden Verdenskrig.

Det er i den forbindelse friskt nok, at man i en børnet DR Ultra-agtig-serie indleder med mørke billeder af onde nazister i færd med at gemme en skat.

Der er i nogle af de senere afsnit også både eksplosioner, håndlangere, der slæber rundt på et plastik-indbundet lig, og Indiana Jones-agtige dødsfælder, så DR skal ikke beskyldes for at servere fuldstændig tandløst familieeventyr.

Safina Coster-Waldau.
Safina Coster-Waldau. Foto: DR
Vis mere

Det er bare helhedsindtrykket, der efterlader serien til den ærgerlige side.

For det første har den store gruppe børneskuespillere alt for mange scener alene sammen.

Bertil Karlshøj Smith (Der spiller med samme 'tag jer nu sammen'-udtryk som i 'Kometernes jul') og Safina Coster-Waldau gør det fint som søskendeparret Niels og Nana, hvis skole er i fare for at lukke.

Men resten er børnecastet er ikke for heldige.

Og når de efterlades for meget alene uden professionelle voksenskuespillere at støtte sig op ad, bliver det desværre lidt for meget skoleteater.

Det irriterer også, at seriens 'skurke', godsejeren og særligt hans to sønner, spillet af Jonas Schmidt og Joen Højerslev, er instrueret i at være karikeret smådumme.

Hvorfor skal der ofte gå 'bøv 1 og bøv 2' i den på det område?

Og er det bare mig, der mangler humor, når jeg ikke griner af, at deres hunde hedder Rollo og King?

Skurketrioen i 'Det forsvundne gravkammer'.
Skurketrioen i 'Det forsvundne gravkammer'.
Vis mere

Især fjerde afsnit slutter stærkt med et spændende faremoment i bunkeren (hvor et af børnene tager et vanvittigt valg), så det er ikke, fordi serien ikke fungerer på andre punkter.

Det er bare ærgerligt, at det hele skal blandes op med for mange 'fjollede' indslag.

Man kunne også angribe serien for at caste københavnerbørn til at spille nordjyder, ligesom Wafandes ellers cathcy intro-sang virker lidt malplaceret med sin 80er-inspirerede uptempo energi.

Men det er småting.

Overordnet er det som sagt en sjovt idé, at DR prøver at skabe en ny påsketradition, men jeg tror, 'Det forsvundne ravkammer' er alt for meget i børnehøjde og desuden uden store kendte seermagneter på skuespillerfronten til at få hele familien med.

Nu må vi se.

Jeg begyndte at blive lidt revet med i slutningen af fjerde afsnit, så den kan jo overraske frem mod finaleafsnittet påskedag, men skulle jeg ikke anmelde serien, var jeg stået af efter de første par afsnit.

 

Hvis du vil have mere underholdning, så lyt til 'Det, vi taler om'