Der er noget, der ikke giver mening.

Måske er det bare mig, der er for dum til at forstå DRs familiejulekalender, men én ting slog mig efter at have set afsnit otte af 'Julehjertets hemmelighed':

Hvorfor får unge Karen Høst lov til at beholde julehjertet?

Skovkonen – fremragende spillet af Vigga Bro – har tydeligvis fejlet stort i forhold til at passe på det magiske smykke, men nu hvor hun har mulighed for at få det tilbage, giver det ingen mening, at hun fortsat overlader ansvaret til en smånaiv teenager.

Kom nu, DR, det kan I gøre bedre!

Derudover er vi nu en tredjedel inde i 'Julehjertets hemmelighed'.

Herregårdens fremtid er fortsat i fare, løsningen er et tvangsægteskab mellem frøken Marie Louise og slavehandler-Aage, og som seer skal vi sidde og heppe på, at Marie Louise til sidst alligevel får lov til at slippe fri og i stedet ende i armene på sin elskede stalddreng, Karens storebror Rasmus.

På den måde skete der ikke så meget nyt i afsnit otte ud over en hyggelig dansescene i køkkenet hos Karens forældre, en lidt for langtrukken indkøbstur og en underlig vagabond-dreng, der virker lidt stalker-agtig over for Karen.

Esben Dalgaard som herregårdens ejer, Erik Lindestrup.
Esben Dalgaard som herregårdens ejer, Erik Lindestrup. Foto: DR
Vis mere

Én ting stak ud:

Jeg er nu ved at være fuldt ud overbevist om, at Karen er småkage-legenden Karen Volf, og at julekalenderen i virkeligheden er forhistorien til, hvordan hun udviklede sit kageimperium.

For det første fik hun 1. december et job på herregården via sine småkager.

Den 3. december snød hun sig så forbi skovkonen ved hjælp af nogle andre kager – og her i afsnit otte blev hendes imponerende evner inden for bagværk altså fremhævet for tredje gang, da Marie Louise var på besøg til kaffe.

Det er genialt! Og en sjov detalje, hvis det vitterlig er noget, forfatterne har tænkt, da de skrev julekalenderen.

P.S. Man skal være en kold skid, hvis man ikke bare fik en lille smule ondt i maven, da Esben Dalgaards karakter, hr. Lindestrup, til sidst – til tonerne af sørgelig musik – dødsdømte Marie Louise og Rasmus' forhold ved offentliggørelsen af Marie Louise og Aages forestående bryllup.

Ak ja...