Vi begynder at have et ægte juleeventyr – tilmed af bibelske dimensioner!

Fire afsnit inde i DRs julekalender trækker det for alvor op til spændende kaos-stemning i 'Julehjertets hemmelighed', efter at børnene i forrige afsnit fik et lyn til at slå ned på herregården.

Det er godt!

Ja, det er lidt urealistisk, at vores hovedperson Karen Høst tager det SÅ roligt, at hun er medskyldig i, at gården nu risikerer at gå nedenom og hjem på grund af hendes julehjerteritual.

Og ja, nu er det vist også snart ved at være tid til at flytte Mia Lyhne og Esben Dalgaards karakterer ud af den grønne spisestue.

Men med opremsningen af de mange ubrugelige fødevarer grundet julehjertets forbandelse, var fjerde afsnit nærmest som at overvære en dansk julekalender-udgave af Bibel-hittet 'Egyptens ti plager'.

Julekalenderfans vil også knipse med fingrene over overklassepigen Marie Louises dilemma, der minder om prinsesse Miamajas fra 80er-klassikeren 'Jul på slottet'.

Ligesom Miamaja måtte gifte sig med en rig bejler for at redde kongeriget, kan Marie Louise blive tvunget til at fravælge sin fattige stalddreng og lade en fremmed rigmandssøn redde den skrantende herregård.

Det hele kan jo stadig nå at gå i mange nye retninger, men jeg er fan af den foreløbige udvikling i 'Julehjertets hemmelighed', og jeg er tilmed ved at vænne mig til, at nissen Rumles lyse stemme ikke passer til det store overskæg.

Har jeg nævnt Malte Eberts titelsang?

Han har gjort det igen!

Hans bud på en julekalendersang passer perfekt til den eventyrlige julehistorie, og introsekvensen begynder så småt at have samme status som Oh Lands 'Julefeber'-hit, der hver aften tilbage i 2020 effektivt satte seerne i den rette julekalenderstemning.

'Julehjertets hemmelighed' er kommet godt i gang – nu gælder det om at holde tempo!