Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal.
Det er nok, hvad producenterne bag genindspilningen af 'Busters verden'-filmen burde have sagt til sig selv, da de kastede sig ud i en moderne filmatisering af Bjarne Reuters bogklassiker.
For hvor originalfilmen fra 1984 havde et forrygende soundtrack sunget af Nanna, en fodboldspillende Ole Thestrup iklædt en stram, rød træningsdragt samt en hovedperson, der ikke var til at stå for, er genindspilningen – der har fået navnet 'Buster Oregon Mortensen' – blottet for charme.
Det er i og for sig helt fair, at man ikke har lavet en én til én-kopi – der er trods alt sket en smule siden 1984 – men man kunne have håbet på, at genindspilningen i det mindste ville indfange magien, der kendetegnede originalen. Især nu, hvor hovedpersonen jo rent faktisk er tryllekunstner.
Når alt kommer til alt, er 'Buster Oregon Mortensen' noget så klassisk som en kærlighedshistorie, hvor vores hovedperson forsøger at vinde nytilflyttede Joannas gunst – i skarp konkurrence med Simon Olaf.
I originalen hed konkurrenten Stig Ole, og han var allerhøjst en kende irriterende.
I 'Buster Oregon Mortensen' har man dog valgt at skrue 100 procent op for Simon Olafs negative karaktertræk, så han fremstår decideret ondskabsfuld.
Det virker en kende overdrevet, men måske man blot har villet sikre sig, at vi som seere husker, hvem det er, vi skal holde med?
Både den gamle og nye udgave af filmen gør plads til døden. Men hvor Bille August i 'Busters verden' formåede at gøre det til et karakterudviklende element, bliver det i instruktør Martin Miehe-Renards 'Buster Oregon Mortensen' ikke meget mere end en fodnote.
Når rulleteksterne glider henover skærmen, kan man da heller ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at det i virkeligheden var sidehistorien om søsteren Ingeborg, der potentielt set havde mest kød på sig. I virkeligheden er filmens mest 'magiske' øjeblikke, hvordan alle hendes problemer på uforklarlig vis løser sig selv.
Generelt bliver det hele for fladt. Også Busters forældre, der spilles af henholdsvis Magnus Millang og Ibi Støving, har lige så meget kant som en cirkel.
Millang er låst i rollen som den overoptimiske, arbejdsløse familiefar, mens Ibi Støving giver den som den milde, empatiske mor, der alligevel – på forunderlig vis – fremstår fuldstændig blind over for især datterens problemer.
Vi må desuden forstå, at familien er hårdt spændt for rent økonomisk. De har dog stadig råd til at bo i Københavnsområdet, nærmere bestemt Brønshøj. Et bynavn, der i løbet af filmens spilletid på halvanden times nævnes så mange gange, at man skulle tro, Brønshøj turistcenter var hovedsponsor på produktionen.
Fra producentens side har argumentet for en genindspilning lydt, at man gerne ville præsentere en ny generation for Busters verden.
Det kan man passende gøre ved at sætte dem foran VHS-maskinen og lade dem se filmen fra 1984. Den er markant bedre.
