Endelig! 'Badehotellet' er tilbage med et skud friske D-vitaminer til vintermørket. Første afsnit lover godt for en både sjov og rørende sæson, hvor hotellets mest selvoptagede gæster endnu ikke helt har forstået krigens alvor.

Efter seks (optakts-)sæsoner af TV 2's hitserie er det, som om universet er sat til at kulminere i de kommende år, hvor handlingen nu er sat til 1940, hvor Danmark er blevet besat af Hitlers nazi-hær.

'Badehotellet' har altid på overfladen været et letbenet lystspil med forvekslinger, store armbevægelser og følelser skåret ud i pap.

Det er der ikke noget galt i, og man har fra starten kunnet mærke forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblads dybe kærlighed til deres karakterer og hjertevarme badehotel.

Hr. Weyse med frue. Krigens alvor er endnu ikke gået helt op for den selvoptagede skuespiller.
Hr. Weyse med frue. Krigens alvor er endnu ikke gået helt op for den selvoptagede skuespiller.
Vis mere

Nu hvor de blander uhyggen fra Anden Verdenskrig ind i dramaet, bliver det bare for alvor godt.

Vi kender efter seks sæsoner persongalleriet ud og ind.

Vi forstår, hvorfor Lars Ranthes grosserer Madsen samarbejder med tyskerne.

Vi griner, når Jens Jacob Tychsen som hr. Weyse brokker sig over at måtte tage toget med pøblen.

Vi får en klump i halsen, når Laura Kjær som stuepigen Nana begynder at tale om sin mand, der har stået vagt ved den dansk-tyske grænse.

'Badehotellet' veksler konstant mellem tragedie og komedie, og i et nærmest perfekt premiereafsnit satte især to scener tempoet:

For det første er det jo bare en fornøjelse at have hr. Weyse-figuren tilbage på slap line.

Den krukkede skuespiller er nok den af badehotellets gæster, der mindst forstår, at det altså ikke er for sjov, at tyske soldater patruljerer i området.

Scenen, hvor hans børn (måske som Danmarks første modstandsfolk) stjæler to tyskeres tøj, da de er ude at bade, er helt perfekt, da hr. Weyse efterfølgende må undskylde og forsøger at smalltalke om det gode vejr.

'Hvad kan man gøre, man kan jo ikke sende børn i koncentrationslejr,' joker den dumme skuespiller dejligt ignorant over for de uforstående tyskere.

At hr. Weyses børn i sandklitterne leger, at de er tyske soldater, minder desuden sjovt om den aktuelle Oscar-kandidat 'Jojo Rabbit', hvor en lille dreng ligeledes uskyldigt melder sig ind i Hitler Jugend uvidende om nazismens grumme væsen.

Som man også ser i Anders Refns aktuelle biograffilm 'De forbandede år', var modstanden mod nazisterne i krigens begyndelse måske ikke så stor, som eftertidens helte-fortællinger ellers foreskriver.

Fru Fjeldsø omringet af tyskere på vej til Skagen.
Fru Fjeldsø omringet af tyskere på vej til Skagen. Foto: TV2
Vis mere

På den måde illustrerer figurerne i 'Badehotellet' på deres egen karikerede måde måske meget godt (nogle danskeres) på daværende tidspunkt afslappede forhold til besættelsen.

Som nævnt rummer 'Badehotellet' også de rørende scener, og her stod Laura Kjær som stuepigen Nana og Birthe Neumann som fru Fjeldsø for afsnittets absolutte højdepunkt.

Nana blev i sidste sæson forlovet med en dansk soldat. Da hun vævende afslører over for fru Fjeldsø, at hendes mand var blandt de faldne danske soldater den 9. april, knytter de to modpoler et stærkt bånd, som man skal være lavet af sten for ikke at blive bevæget over.

Syvende sæson er kommet stærkt fra start. Det kan godt gå hen og blive rigtig godt.

Hr. Weyses børn – måske Danmarks to første modstandfolk?
Hr. Weyses børn – måske Danmarks to første modstandfolk? Foto: TV2
Vis mere