»For fanden, han er ikke andet end en stor dreng,« lød den eftertænksomme afslutningsreplik fra grosserer Madsen i andet afsnit af 'Badehotellet'. Efter en lidt for lalleglad start på sæsonen begynder det nu at blive interessant.
Danmark blev under Anden Verdenskrig kaldt for 'flødeskumsfronten', da det var et forholdsvis fredeligt og ufarligt sted for de udstationerede tyske soldater at være i forhold til andre besatte lande.
'Badehotellet's tag på krigen er som udgangspunkt også forholdsvis fredelig, og i den sammenhæng er det sjovt og elegant af forfatterne at tage øgenavnet bogstaveligt og lade de unge tyske soldater 'besætte' badehotellet ved at spise deres kage.
I andet afsnit laller selvglade Hr. Weyse videre i sin egen verden, og der er heller ikke meget nyt at komme efter hos hotellets ældre beboere i form af evigt pessimistiske Hr. Auerland, småsure fru Fjeldsø og hendes naive søster.
Nej, der, hvor det bliver spændende, er, når beboerne står ansigt til ansigt med besættelsesmagten, som da netop de unge tyske soldater slår sig ned i deres baghave til kage og kaffe.
Ulla Vejby er god som stuepigen Edith, der håber, at tyskernes eftermiddagskaffe bliver ødelagt af regnvejr.
Amalie Dollerup er endnu bedre som Amanda, der forsvarer sine stuepiger som en løvemor, da de tyske soldater bliver lidt for nærgående.
Men særligt Lars Ranthes ellers lidt for tegneserieagtige grosserer Madsen får i andet afsnit lidt nye nuancer at arbejde med i mødet med den unge tyske soldat, der ikke må skrive til sin kæreste derhjemme, fordi hun er halvt jøde.
Det forvirrer grosserer Madsen, der stadig ikke helt har fattet krigens alvor, men da han til sidst får stukket brevet i hånden, får han noget at tænke over, og det er næsten rørende, da han som nævnt indledningsvis forbander, at man har sendt store børn i krig.
Nu må vi se, hvad han vælger at gøre med brevet, ligesom det bliver spændende at se, hvor Amalie Dollerups Amanda-karakter ender i forhold til hendes tyske bejler.
I sidste sæson stod hun fast, men hun begynder at bløde op for den venlige og konstant smilende løjtnant. Og så er spørgsmålet jo: Hvad sker der, hvis man indleder et forhold til fjenden?
De moralske dilemmaer håber jeg kun, der bliver skruet op for i de kommende afsnit, og det må – som jeg flere gange har efterlyst – gerne gøre rigtig ondt på karakterne både fysisk og psykisk.
Så kunne det også være sjovt, hvis der blev stiftet en rigtig modstandsgruppe på 'Badehotellet', men i og med, at vi stadig kun er nået til år 1941 i handlingen, må vi nok vente lidt endnu.
