Så er vi halvvejs i syvende sæson af 'Badehotellet', og efter et par stærke afsnit kørte det lidt kedeligt i ring i aftenens tredje afsnit. Det er lige før, man håber på et dødsfald.

Aftenens hovedperson må siges at være hr. Weyse, der som bekendt gør alt for at slippe så nemt igennem livet som muligt og mest af alt er småirriteret over, at tyskerne ødelægger den gode stemning.

Jens Jacob Tychsens skabede Weyse-figur er min favorit i 'Badehotellet', og det har indtil videre været sjovt at se ham ignorere alvoren ved at være blevet besat.

Det blev bare lidt kedeligt i længden at se ham bruge et helt afsnit på at slippe for at synge for nazisterne.

At hr. og fru Weyse til sidst kom fnisende hjem fra nazi-festen og håbløst konkluderede, at 'nu er alting godt', gjorde det ikke bedre.

Derudover gik der lidt genbrug i den ad flere omgange.

For det første genbrugte man nærmest scenen fra første afsnit, hvor den unge stuepige Nana rørende fortalte, at hendes mand var faldet i Haderslev, da han forsvarede den danske grænse som soldat.

Det var et stærkt øjeblik i første afsnit, men da man gentog scenariet – først i telefonsamtalen mellem Nana og Leslie Frigh og senere med Birthe Neumanns fru Fjeldsø på loftet – så virkede det bare som et lidt billigt trick for at mixe alvor ind i lystspillet.

Dernæst fortsatte Anette Støvelbæk og Rasmus Botoft som fru Frigh og hr. Ramsing med at flirte i strandkanten.

Det er som sådan kun hyggeligt, men at det igen blev udført over samme parringsdans: Først kontakt ved morgenmaden, så på strandtur i solnedgangen for til sidst intim kontakt om aftenen på værelserne virkede også lidt halvuopfindsomt.

Nu er fru Frigh blevet scoret, lad os så komme videre.

For de historisk interesserede var der dog endnu en gang heldigvis lidt at hente.

Fru Frigh og hr. Ramsing.
Fru Frigh og hr. Ramsing. Foto: TV2
Vis mere

Den hjemvendte Morten fortalte fru Andersen og Peter Andreas om sin medvirken i den store redningsaktion ved Dunkirk.

Har du set Christopher Nolans krigsfilm af samme navn fra 2017, er det sjovt at forestille sig Morten-figuren sejle over Den Engelske Kanal for at evakuere franske og engelske soldater.

'Badehotellet's gæster finder også ud af, at censuren har taget over. Man kan hverken ringe til Sverige eller sende breve til England. Danmark er fanget i midten, og selv den tyske løjtnant, der har et godt øje til Amalie Dollerups Amanda-karakter, har en iskold undertone – som Amanda siger, ved man ikke, hvad han kan finde på.

Det er godt!

Hr. Weyse, Amanda og den tyske løjtnant.
Hr. Weyse, Amanda og den tyske løjtnant.
Vis mere

Nu må Lars Ranthes grosserer Madsen godt snart brænde sig alvorligt på at lege med tyskerne. Hvornår siger fru Madsen fra? Kan vi ikke bare få lidt blod ind i den her romantiske krigsserie?

Vi er som sagt halvvejs i syvende sæson af 'Badehotellet'. Vi aner ikke, hvor længe forfatterne og TV 2 vil blive ved – om sæsonerne fortsætter længere ind i krigen.

Hvis de vil køre hele Anden Verdenskrig igennem, kan de selvfølgelig ikke fyre alt krudtet af med det samme, men nu hvor de kom så godt fra land, skal de helst ikke tabe pusten nu.

P.S. Hvordan kunne Thure Lindhardts filminstruktør hr. Flügelhorn være overrasket over, at Amanda styrede hotellet? Er det ikke hende, der tager imod bestillinger af nye værelser? Fik han en assistent til at ringe? Kom han bare uanmeldt? Spørgsmålene hober sig op.