Vi nærmer os afslutningen på ottende sæson af 'Badehotellet', og i næstsidste afsnit sprang især to ting i øjnene. Dog har jeg lidt svært ved at få geografien til at passe.
Hvor hurtig ville man egentlig dengang i 1941 kunne tilbagelægge 800 kilometer på flugt for derefter at blive pågrebet og ført de samme 800 kilometer tilbage?
Nu har jeg heldigvis aldrig prøvet at have nazister i hælene, så det kan være, jeg misser en detalje eller to, men jeg studsede alligevel lidt over, at den unge tyske soldat, som deserterede i forrige afsnit, allerede var tilbage i denne uge.
Vi hører, at han på sin rejse har været i Dortmund, bliver gift med sin jødiske kæreste og herefter var på vej videre til Schweiz. Alligevel var han altså allerede i denne uge tilbage i det nordjyske, hvor Hr. og Fru Madsen så ham fanget på ladet en af nazibil.
Det er selvfølgelig bare fiktion og kun forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, der ved, hvor lang 'tid' der går mellem hvert afsnit, men som seer virkede det bare lidt urealistisk.
Til gengæld var jeg i denne uge meget, meget begejstret for Jens Jacob Tychsens præstation som den skabede Hr. Weyse.
Har han nogensinde været bedre i 'Badehotellet'?
Først var det fantastisk, hvordan Hr. Weyse helt opslugt af sit eget ego med skiftende stemmer læste op af sin egen selvbiografi. Den oplæsning kunne sagtens have varet meget længere – og hvis TV 2 er smarte, udgiver de bogen som en fiktiv biografi, ligesom folkene bag 'Den korte Radioavis' blandt andet har gjort med deres Kirsten Birgit-karakter.
Dernæst brillerede Jens Jacob Tychsen i den følgende scene, hvor han får et velfortjent los bagi af Hr. Auerland, der beder ham om at tage sig sammen og få styr på sin hustru Helene, der er forsvundet med den eftersøgte kommunistiske teatermaler.
Hr. Weyse har ofte i 'Badehotellet' opholdt sig ved siden af resten af handlingen som gøgleren ved klaveret, men her i næstsidste afsnit blev han virkelig sat i scene, og det var jo nærmest helt rørende, da han til sidst vækkede sine små drenge for at fortælle, at deres mor var på vej.
Til sidst skal forfatterne have ros for deres nuancerede måde at fremstille tyskerne på.
De er ikke bare onde, hårdttalende robotter, men også charmerende, smilende mennesker – selvfølgelig tydeligst portrætteret af den tyske skuespiller Anton Rubtsovs fremstilling af løjtnanten Uwe Kiessling.
Et eller andet sted er det smågenialt at skrive en forbudt romance ind i historien mellem Amalie Dollerups Amanda-karakter og løjtnanten og få seerne til at heppe på, at de finder sammen.
Hendes far bliver ikke glad, Birthe Neumanns Fru Fjeldsø vil sikkert få et hjertestop, og hvordan vil Amanda selv eventuelt håndtere at blive stemplet som 'feltmadras'?
Det kunne som tidligere nævnt være spændende, hvis forfatterne tør skabe ægte modstand for nogle af hovedkaraktererne, og historiemæssigt ville det nok heller ikke gøre noget, hvis man i næste sæson spolede lidt længere frem i krigen, men nu må vi se.
I første omgang venter den store sæsonfinale i næste uge.
