Større, vildere, mere af det samme – og en time for lang!
Blev du i 2009 bjergtaget af James Camerons revolutionerende 3D-megahit 'Avatar', der stadig i dag er verdens mest indbringende film, skal du skynde dig i biografen og se den nye opfølger 'Avatar: The Way of Water'.
Budgettet er næsten fordoblet, de vilde naturbilleder foregår nu også under havets overflade, og de blå na'vi-krigere har fået maskinpistoler og håndgranater, så der nu er endnu mere smæk på actionsekvenserne.
Men så er det også, at vi lige sætter begejstringen på standby.
For det første virker dele af den nye 'Avatar'-film på mange måder også blot som en gentagelse af den første.
Den tidligere soldat, Jake Sully, der på magisk vis har skilt sig af med sin menneskekrop, lever nu fuldt integreret som blå katte-person og har siden sidst fået en masse ustyrlige børn med na'vi-prinsessen Neytiri.
De har fået ro på det hele og lever lykkeligt i pagt med naturen, men ligesom i etteren vil onde mennesker igen stjæle deres planet – og gæt, hvem der er hovedskurken?
Det er endnu engang oberst Quaritch, der efter sin død i etteren, 'genopstår', i en klonet, blå hævntørstig Avatar-udgave.
Der er også et gensyn med skuespiller Sigourney Weaver, der ligeledes får lov til at genopstå i en ny krop, selvom hendes karakter døde i etteren, og hvis den første film mindede om 'Pocahontas', kan man sige, at rumeventyret denne gang får besøg af 'Junglebogen' og 'Befri Willy'.
Filmen er lidt over tre timer lang – og her kunne man sagtens have fjernet en god time af midterstykket.
Medmindre du elsker at se dyre- og naturprogrammer, er der en alt for lang periode af filmen, hvor kameraet forbliver under havets overflade, og selvom det er med til at præsentere et nyt fascinerede stammefolk, så bliver det også lidt langtrukkent i længden.
'Avatar: The Way of Water' er klart bedst i sine actionscener.
Der er både en hæsblæsende skovkamp i starten af filmen og en fed scene halvvejs, hvor et af børnene er ved at blive spist af en kæmpe dræberfisk, ligesom James Cameron til sidst nærmest lader der 'gå Titanic i den' i et brag af et finaleslag.
Så ja, det er en kæmpe film. Den er vanvittig flot og fortsat fascinerende, men jeg er ikke blæst bagover.
Da den første kom ud i 2009 var den banebrydende inden for 3D-teknologi, men det er ikke sådan, at jeg med den nye toer føler, jeg har set noget helt nyt igen.
Der mangler også noget, der gør mig følelsesmæssigt investeret i karaktererne.
Det var fedt i etteren, at man fulgte menneskenes indbyrdes strid over for de indfødte na'vi-folk, men i toeren er de reduceret til rendyrkede karikaturtegninger af onde militærfolk og dumme, griske hvalfangere.
Men altså: Var du kæmpe fan af 'Avatar', vil du formentlig også elske 'Avatar: The Way of Water'.
James Cameron har allerede lovet, at der kommer en treer, og uden at røbe slutningen på 'The Way of Water', så kan det desværre også godt mærkes – jeg har i hvert fald en god idé om, hvordan historien fortsætter herfra.