F*** det var fedt!

Aqua var som skræddersyet til at spille solen ned fredag aften på Tinderbox, i hvad der eksploderede i glad popfest og ustyrlig fællessang. Sjældent er fem kvarter fløjet så hurtigt afsted.

Det kan godt være, at det i år er 25 år siden, at de udsendte 'Barbie Girl' og debutalbummet 'Aquarium'.

Rene Dif og Lene Nystrøm (Og Søren Rasted selvfølgelig) står stadig knivskarpt og havde publikum i deres hule hånd fra start til slut fra åbningsnummeret 'Roses Are Red' til afslutteren 'Back To The 80's.

Aqua spiller på Tinderbox Odense, fredag den 24. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Aqua spiller på Tinderbox Odense, fredag den 24. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Man kunne nemt afskrive Aqua som et retroband, der bare nasser på fortiden.

Sådan virker de på ingen måder.

Bortset fra et par mindre kendte sange, der undervejs lagde en lille dæmper på festen, så bragede det derudaf med tretrinsraketten 'Doctor Jones', 'Cartoon Heroes' og 'Barbie Girl' som naturlige eksplosive højdepunkter.

Rene Dif er fortsat verdens bedste hypeman, når han styrter rundt på scenen, bunder øl, laver dumme 'Tinder på Tinder'-ordspil og spørger de andre på scenen, om hans skaldede hoved damper af sved.

Aqua spiller på Tinderbox Odense, fredag den 24. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Aqua spiller på Tinderbox Odense, fredag den 24. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Lene Nystrøm er stadig en vanvittig sikker frontkvinde (En meget, meget beruset festivalgæst væltede ind i mig efter koncerten for at fortælle, at 'hun stadig er voldlækker'), og det var næsten rørende, da de to gamle popstjerne-venner stod hånd i hånd og lod sig hylde.

'Freaky Friday' fra deres andet album 'Aquarius' kom lidt underlig skrattende ud af højtalerne, hvor Lene Nystrøm kom til at lyde lidt skinger, men ellers stod lydbilledet også generelt ret stærkt.

Det var ikke udelukkende ren hitparade, og derfor havde koncerten som nævnt et par bump undervejs, men efter de to første dage på Tinderbox, var Aquas fredagsfest helt klart årets hidtil mest underholdende indslag.

Det er ærgerligt, at Claus Norreen ikke længere gider være med, for det kunne være sjovt at se, om det gamle makkerskab med Søren Rasted stadig har et par verdenshit i sig.

Aqua spiller på Tinderbox Odense, fredag den 24. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Aqua spiller på Tinderbox Odense, fredag den 24. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Nu må vi 'nøjes' med de gamle slaskere, men når de bliver serveret med så meget energi, overskud og humor, så er det alle pengene værd.

Rene Dif fik råbt til sidst, at de nu fortsætter deres jubilæums-verdensturné i Barcelona. Det er alligevel ret imponerende, at de stadig har det i sig.

B.T. dækker Tinderbox live hver dag. Følg vores liveblog HER.