Kære Tinderbox-gæst, du kan ligeså godt tage hjem. Det bliver ikke større på årets festival.

Odense-fødte Andreas Odbjerg fik lørdag i Tusindårsskoven langt om længe sin fortjente hjemmebane-hyldest foran et formentlig rekordstort eftermiddagspublikum.

Det var rørende, det var underholdende, det var vanvittigt musikalsk. Generelt set var det smukt at se den 34-årige excentriske outsider suge det hele ind og give en fuckfinger til alle tvivlerne, han har mødt på sin vej.

Selvfølgelig har Andreas Odbjerg endnu ikke det store bagkatalog til at kunne servere den mængde hits, det kræver at fastholde koncentrationen hele vejen igennem hos et festivalpublikum, men det var i dagens tilfælde underordnet.

Andreas Odbjerg spiller på Tinderbox Odense, lørdag den 25. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Andreas Odbjerg spiller på Tinderbox Odense, lørdag den 25. juni 2022.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak
Vis mere

Som et forpjusket rumvæsen iført hvidt jakkesæt og sommerhat kickstartede han funky sit show med 'velkommen tilbage' og en dejlig 'her har i mig'-positur med armene spredt ud til hver side op i luften.

Andreas Odbjerg er en spøjs, men super underholdende fætter, der knævrer løs mellem numrene og får blandt andet et stort grin på selvironisk at sammenligne sig selv med popkollega Christopher, som han mener har et lidt 'anderledes' tag sine kvindelige fans.

Et tidligt højdepunkt i koncerten er ikke overraskende den smukke 'I morgen er der også en dag', hvor publikum undervejs får lov til at synge alene uden musik.

Andreas Odbjerg har flere gange svært ved at holde tårerne tilbage, og for engang skyld virker det oprigtig, når manden på scenen slynger om sig med superlativer om, hvor stor en oplevelse, det er.

Andreas Odbjerg fik en OB-trøje af publikum.
Andreas Odbjerg fik en OB-trøje af publikum.
Vis mere

Det er nærværende, det er hyggeligt - men også til tider virkelig underligt, som når han pludselig ifører sig en hvid præstekjole - men også grundlæggende sjovt lokalpatriotisk, som da han ifører sig en OB-trøje, der bliver kastet op til scenen fra publikum.

Andreas Odbjerg har fået sit gennembrud i en relativ sen alder for en popstjerne, og derfor er det også så meget større at se den grimme ælling folde vingerne ud.

Helt som ventet sluttede han sit triumftog af med 'Stor mand'.

Jeg ved ikke, om Tobias Rahim havde noget bedre at give sig til i dag, men som et lille skår i glæden, virkede det lidt antiklimatisk - i forhold til koncertens vigtighed - at han ikke kiggede forbi.

Men stor dag for Odbjerg, Odense og outsidere i det hele taget.

Følg B.T.s liveblog fra Tinderbox med løbende opdateringer hele dagen HER.