Jeg tror, DR har dummet sig igen.

Historisk set husker man bedst de dansksprogede sange i Melodi Grand Prix, men i år har man udelukkende valgt bidrag på engelsk, og så bliver det hurtigt alt for overfladisk. Derudover glemmer man én ting:

Det er umuligt at forudse, hvad der klarer sig godt i Eurovision, så hvorfor ikke bare gå efter at skabe et dansk hit, som danskerne rent faktisk gider lytte til?

Herunder følger en anmeldelse af de otte sange, der lørdag aften dyster om trofæet

Vi starter fra bunden:

8. Stella: 'Sign Here'

Stella.
Stella. Foto: Freja Jeppesen
Vis mere

Skrevet af blandt andre Søren Christensen fra The Blue Van og Tim Schou fra A Friend in London, og selvom det starter stort, flot og gospel-agtigt og kunne lyde som en Stine Bramsen-sang, bliver det hurtigt kedeligt at lytte til.

Det er ikke dårligt, det er bare alt for anonymt og hurtigt glemt igen.

7. UBLU: 'Planetary Hearts'

UBLU.
UBLU. Foto: Tue Blichfeldt
Vis mere

Egentlig burde den være i helt i bund, men gruppen skal have point for at forsøge at lave noget semi-eksperimentelt flamboyant-rum-pop.

Der er catchy-elementer, men samlet set er det en rodet omgang, der om ikke andet bliver spændende at se på scenen.

6. Janus Wiberg: 'I Need Your Love'

Janus Wiberg.
Janus Wiberg. Foto: Carsten Andersen.
Vis mere

Sidste års færøske indslag, Reiley, var internationalt et flop. Mon det går bedre i år, hvis vi sender Janus Wiberg?

Det er feltets Ed Sheeran-inspirerede ballade, der måske ikke vinder på originalitet og generelt er lidt til den kedelige side - men samlet set et solidt indslag uden at gøre større væsen af sig.

5. CHU CHU: The Chase (Zoom Zoom)

CHU CHU.
CHU CHU. Foto: Rattv
Vis mere

Så er der TikTok-fest! 

Det her er suverænt årets mest originale indslag med en rodet blanding af fremadrettet rap og tilbageskuende Eurodance, der ikke rigtig ved, hvad det vil. 

CHU CHU vil dele vandende, og jeg ved ikke, om man vil kunne holde til en halvanden times koncert med det her, men det er i hvert fald ikke kedeligt, og der er kæmpe klap-med-faktor.

4. Aura Dione: 'Mirrorball of Hope'

Aura Dione
Aura Dione Foto: Chris Calmer
Vis mere

Det virker til at være lidt 50/50 om Aura Dione får et stort comeback med sit bud på et grandprix-hit. Jeg tvivler...

Det er ikke ligeså klar en popbasker, som dem hun serverede tidligere i karrieren og hendes nærmest Shakira-jodlen bliver interessant at høre live - men hun har en god kampgejst, og indtil videre er det faktisk lytternes favorit på Spotify.

3. RoseeLu: 'Real Love'

RoseeLu.
RoseeLu. Foto: Petra Kleis
Vis mere

Så nærmer vi os toppen af feltet, og den unge sangerinde har et stærkt sangskriverhold i ryggen bestående blandt andet af nærmest hele Alphabeat.

Det er et simpelt, men stærkt popnummer, der trods den lidt klichefyldte kærlighedstekst har et genkendeligt fængende omkvæd, der uden at skille sig gevaldigt ud helt sikkert vil bære hende langt i konkurrence.

Saba: 'SAND'

Saba
Saba Foto: William Green
Vis mere

Bookmakernes favorit, og det giver god mening.

Musicalsangerinden stiller op med en storladen popsang skrevet af et hold svenskere, der følger Loreen-skabelonen helt perfekt, og bygger op mod det store uhuh-omkvæd, der helt sikkert vil få publikum til at synge med.

Et grandprix-nummer der vil ud og flyve!

Basim: 'Johnny'

Basim
Basim Foto: : Frederik Barasinski
Vis mere

Jeg tør godt vædde med, at Basim kommer til at gentage sin sejr fra 2014.

'Johnny' er med længder feltets mest rene popsang, der lyder som et hit fra første gang, man hører det - og når han nu synger om en sårbar tid i sit liv (Om dengang hans far lå på hospice, red.) havde det netop været interessant at høre på dansk.

Det eneste nummer jeg rent faktisk kunne huske efter første lyt.