Oven på den enorme succes med 'Druk' er Mads Mikkelsen nu allerede klar med et nyt potentielt hit, der ikke på samme måde sender dig flyvende ud af biografmørket, men i stedet får dig til at flække af grin. 'Retfærdighedens ryttere' bliver dog aldrig en ny 'Blinkende lygter'.

Er det uretfærdigt at sætte alt, hvad instruktør Anders Thomas Jensen laver, op imod hans mesterværk fra 2000?

Måske, men uanset hvad er det alligevel svært ikke at have høje forventninger – og sammenligne – når han nu for for femte gang ('Blinkende lygter', 'De grønne slagtere', 'Adams æbler' og 'Mænd og høns') forener Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i en sort komedie, der på klassisk Anders Thomas Jensen-vis giver den fuld gas med komisk vold, geniale replikker og absurde skænderier.

Og her når 'Retfærdighedens ryttere' altså ikke samme høje 'Ove Ditlevsen'-niveau, hverken i mindeværdige scener, historie eller citerbare replikker. Men bare rolig, mindre kan også gøre det.

Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann i 'Retfærdighedens ryttere'.
Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann i 'Retfærdighedens ryttere'. Foto: Nordisk Film
Vis mere

I 'Retfærdighedens ryttere' er Mads Mikkelsens karakter en udstationeret soldat i krig, da hans hustru pludselig dør, i hvad der umiddelbart ligner en S-togs-ulykke.

Nikolaj Lie Kaas' karakter er med i det forulykkede tog og mener, at der er tale om et rockermord – blandt andet på baggrund af en helt genial teori om en Joe & the Juice-sandwich – og så går jagten ellers ind på at få hævnet den afdøde hustru.

Hvor Mads Mikkelsens øldrikkende soldaterkarakter bliver lidt for endimensionel voldelig – til gengæld spiller han endnu en gang fysisk overlegent – er filmens absolutte stjerner Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann, der spiller fantastisk som to socialt hæmmede, matematiske genier.

Lars Brygmann er måske kendt som den mindst fjollede Brygmann-bror, men i 'Retfærdighedens ryttere' stjæler han flere gange billedet med absurd sjove replikker og hovedrystende opførsel, som da han udgiver sig for at være psykolog og senere afslører den tragiske grund til, at han ved så meget om psykologi.

Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Mads Mikkelsen i 'Retfærdighedens ryttere'.
Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Mads Mikkelsen i 'Retfærdighedens ryttere'. Foto: Rolf Konow
Vis mere

Nikolaj Lie Kaas, der lidt for Anders Thomas Jensen-agtigt er udstyret med en vissen hånd, ryster også sjove replikker ud af ærmet, men i stedet for at afsløre flere af filmens bedste øjeblikke vil jeg i stedet til sidst fremhæve gruppens fjerde medlem, Nicolas Bro, der er i 'Retfærdighedens ryttere' for det første ikke er bange for at udstille sin egen overvægt og derudover er perfekt castet som en irritabel, hævntørstig computernørd.

Hvor Anders Thomas Jensen med 'Blinkende lygter' spandt en nærmest poetisk historie rundt om den sorte humor, er det, som om helheden ikke står lige så knivskarpt i 'Retfærdighedens ryttere', selv om den forsøger.

Og selv om den heller ikke – trods en alvorlig undertone og en flot brug af salmen 'Se nu stiger solen' – rammer lige så hårdt følelsesmæssigt som 'Druk', så vil jeg alligevel anbefale, at du skynder dig ind og ser 'Retfærdighedens ryttere'.