De fleste mennesker kan huske episoder fra deres tidlige barndom, men hvor langt tilbage er det egentligt muligt at huske?
De fleste husker sikkert korte glimt af oplevelser, fra de var helt små. Måske oplevelsen af at blive løftet op af sine forældre eller køre på cykel for første gang.
Forskellen på, hvor langt vi mennesker husker tilbage, er faktisk ikke særlig stor, konstaterer Dorthe Berntsen, professor ved Psykologisk Institut og leder af forskningscentret Con Amore på Aarhus Universitet.
»Vi kan gennemsnitligt huske tilbage, til vi er 3,5 år gamle, men nogle husker allerede oplevelser, fra de er 2,5 år, hvor andre kun kan huske tilbage, til de er for eksempel 4 år gamle. Det varierer også mellem mænd og kvinder og mellem kulturer,« siger Dorthe Berntsen.
Men er der en naturlig grænse for, hvor langt man kan huske tilbage?
»Man kan ikke præcist sige, hvad der afgør grænsen. En mulighed er, at børn under tre år mangler nogle basale kognitive færdigheder, som gør, at oplevelserne ikke sætter sig fast over længere tid. Men der er et paradoks her, for toårige børn kan godt huske oplevelser, de har haft, hvis de bliver støttet af en voksen eller får de rette associationer. Gåden er derfor, hvorfor oplevelserne ikke hænger ved, så de kan hentes frem senere i livet,« siger Dorthe Berntsen.
Evnen til at huske tilbage og genkalde erindringer til bevidstheden - uden støtte fra for eksempel forældre - udvikles relativt sent. Det er noget, man bliver bedre til, jo ældre man bliver, viser forskningen ifølge Dorthe Berntsen.
»Det er først fra syvårsalderen, at man har en normal hukommelsesfunktion, og det kan skyldes, at vores sprog og begrebssystem først skal være fuldt udviklet. Man kan dog konstatere, at børn under tre år har en fungerende langtidshukommelse. Den fungerer bare ikke så godt uden støtte fra en voksen,« siger Dorthe Berntsen.
Faktisk afhænger vores hukommelsesevne også af vores sprogbrug, og hvor ofte vi genkalder et minde og italesætter det.
»Det at få sprog og blive sprogbruger gør, at erindringen sætter sig bedre fast. Man kan sætte ord på og tale om sine oplevelser, og det forstærker mindet,« siger Dorthe Berntsen.
Genfortællingen af ens minder er altså en afgørende del af, hvordan og hvor godt man husker en oplevelse.
»Man kan se, at jo mere forældre stimulerer børnene i at strukturere fortællingen af en oplevelse og lærer børnene at fortælle de vigtige elementer, jo bedre og jo længere husker børnene tilbage. Det er ikke noget, vi nødvendigvis har en medfødt forståelse for,« siger Dorthe Berntsen.
Desuden filtrerer vores opmærksomhedsevne den information, vores sanser leverer, så kun nogle informationer slipper igennem til bevidstheden og bliver lagret i hukommelsen.
»Den måde vi anskuer verden på, er ikke et fotografi. Vores hjerner vælger at hæfte sig ved særlige informationer frem for andre og lægger samtidig en fortolkning over erindringen, så oplevelsen får en bestemt værdiladning og betydning. Men det sker faktisk også, når vi genkalder oplevelsen og mindet. Så hiver vi de informationer, der er mest vigtige for os i øjeblikket at huske, frem fra hukommelsen,« siger Dorthe Berntsen.
