En af journalisterne, der stod og frøs foran DI's konferencecenter i Nyborg, mindedes et andet hovedbestyrelsesmøde. Nemlig Venstres 3. juni 2014 i Odense, hvor Lars Løkke var tæt på at gå af som formand.
Det i Nyborg var langt mindre dramatisk, selv om nogle af ingredienserne ellers var til stede.
Rumlen i baglandet og snak om en ny formand.
Alvorstyngede folketingsmedlemmer, der prøver at slippe forbi pressen uden at kommentere sagen.
En hovedbestyrelse, der kræver en forklaring.
En partiformand der undskylder, at han har fejlet.
To tv-stationer, der sender live fra begivenheden.
Men det var selvfølgelig en meget mindre historie, og medierne kunne allerede inden hovedbestyrelsesmødet forudse, at Anders Samuelsen hverken var på vej ud af regeringen eller væk fra formandsposten. For det første har hovedbestyrelsen slet ikke mandat til at beslutte den slags, og for det andet var stormen, der blæste op, ikke kraftig nok.
Men det betyder slet ikke, at Anders Samuelsen kan tørre sveden af panden. Som han selv erkender, har han fortjent øretæver, spot og latterliggørelse. Og meningsmålingerne viser, at han står i en gedigen tillidskrise overfor vælgerne. I en YouGov-måling i MX 11. januar var LA og Nye Borgerlige lige store og en måling fra Kantar Gallup i Berlingske i dag er endnu værre. Her bliver partiet halveret til 3,4 pct.
Fortsætter den lave tilslutning i målingerne, kan det øge presset på Samuelsen fra baglandet, ligesom mismodet vil brede sig i folketingsgruppen og på ministerbænkene, ved tanken om, at halvdelen af dem måske skal ud og søge et andet job efter næste valg.
De mest kaotiske finanslovsforhandlinger i mands minde blev udløst af et frontalt sammenstød mellem to partier, der begge er protestpartier: DF der gjorde oprør mod en slap udlændingepolitik, og LA, der gør oprør mod verdens hårdeste skattetryk.
Tilgangen er forskellig. Thulesen Dahl tror, han kan få mest ud af at stå udenfor regeringen, selv om DF er det største af de partier, der peger på Lars Løkke. Anders Samuelsen tror, LA kan få mest ud af at være i regering, selv om hans parti er lille.
Samtidig har Anders Samuelsen valgt at gøre næsten alt modsat af normal politisk logik. Den tilsiger f.eks. at man ikke stiller ultimative krav. Samuelsen stiller ultimative krav. Den tilsiger også at man ikke melder sine ønsker ud i medierne midt i en forhandling. Samuelsen melder sine ønsker ud.
Et stykke af vejen lykkedes Samuelsen med sin politiske selvmordsbombe-strategi. Men det er indlysende, at det provokerede Dansk Folkeparti meget kraftigt, at Samuelsen tweetede om »historisk store skattelettelser« og at partiet truede med at stemme imod regeringens egen finanslov.
Enhver, der kan tælle til 90, burde kunne regne ud, at det er særdeles uklogt at provokere det eneste parti, der kan skaffe flertal for ens politik. Samuelsen har selv erkendt, at den strategi har kostet LA dyrt. Hvor dyrt, vil de kommende måneder vise.
