»Anders Samuelsen bliver nødt til at spise sneglen.«

Det sagde en fremtrædende politiker til mig mandag, med henvisning til den kendte ungdomsfilm Zappa, hvor drengen Mulle bliver tvunget til at spise en skovsnegl for at få sin marokkopude tilbage.

Han havde fuldstændig ret. De store drenge Lars og Kristian gad ikke finde sig i mere. Anders måtte sluge skovsneglen, mens den mere passive Søren bare så til.

Skattelettelser er så vigtige for Anders Samuelsen, at Liberal Alliance nærmest minder om et enkeltsagsparti, og han har valgt en højst særpræget måde at drive politik på. Først klatrede han op i et træ i 2016 og truede med at vælte regeringen, hvis han ikke fik topskattelettelser. Den trussel affejede Lars Løkke ved at invitere ham med i regeringen, hvorefter kravet om topskattelettelser blev taget af bordet. Samuelsen hævdede dog stadig, at han kunne levere »historisk store skattelettelser«, og senest har LA truet med at vælte regeringen, hvis ikke en skattereform kom på plads inden jul.

Nu finder Samuelsen sig så i at udsætte forhandlingerne, som Kristian Thulesen Dahl hele tiden har lagt op til, uden at få løfte om noget som helst, som han ikke havde løfte om i sidste uge. Efter at Løkke, Thulesen og Samuelsen har stået og stirret på hinanden den sidste uge i en kamp om hvem, der blinkede først, er det et klart knæfald. Samuelsen har også tabt meget respekt i resten af regeringen og hos dens parlamentariske grundlag.

De kan simpelthen ikke klare LA's facon, der går stik imod normale politiske spilleregler. LA stiller ultimative krav og kommer med forhandlingsudspil i medierne, alt sammen noget, der normalt er no-go.

Dagens vinder er DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Da jeg snakkede med ham om eftermiddagen inden LAs tilbagetog, lavede han tykt grin med LA ved at spille Gnags julesang for mig på sin smartphone. Den handler om to mus der er ved at drukne i en spand mælk.

»To trætte mus i en spand med mælk - de svømmede rundt så godt de ku. Men håbet svandt - hva gør vi nu? Den ene ville drukne sig, men makkeren sagde nej, nej, nej...,« sang Thulesen.

Pointen er, at hvis musene svømmer længe nok, bliver mælken til smør, og de kan udmattede kravle op af spanden.

»Man må gå ud fra at finansloven naturligvis bliver stemt igennem på fredag,« sagde Thulesen og fik fuldstændig ret.

Løkke har reddet regeringen julen over ved at banke Samuelsen på plads. Men hans regering er nu afhængig af, at Thulesen vil godkende en skattereform til gengæld for massive stramninger af udlændingepolitikken. Det nye år vil starte med, at vi atter skal se Martin Henriksen (DF) og Christian Langballe (DF) marchere op til udlændingeminister Inger Støjberg (V) og kræve den ene flygtningestramning efter den anden, der udfordrer konventioner og menneskerettigheder - en politik som Lars Løkke er åbenlyst imod.

Løkke har sagt, han ikke er statsminister for enhver pris, men beviser gang på gang det modsatte.