'Jeg bøjer nakken. Jeg har fejlet,' skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Af en undskyldning at være, er den til topkarakter. Han lægger sig fladt ned, og inddrager ikke andre i problemerne.

Men som en klog mand engang sagde til mig:

»Det er godt at undskylde, men det var bedre, hvis der ikke var noget at undskylde.«

Resten af opdateringen er kendt stof - »vi har opnået meget og er på rette kurs«. »Og vi opnår mere indenfor regeringen end udenfor.«

Den pointe bliver dog sværere og sværere at trænge igennem med, når mange iagttagere betragter regeringsdeltagelsen som en eklatant fiasko. Derfor virker det usandsynligt, at den ellers velmente undskyldning kan bremse den storm, der er på vej.

Selv om Anders Samuelsen stadig virker som en opkomling og en rebel, er han sjovt nok den partileder, der har siddet længst. Det fastslog han selv i Altinget i september 2016, hvor han også fastslog, at han selv vil give magten videre til partiets kronprins Simon Emil Ammitzbøll-Bille, når tiden er moden.

»Den dag, jeg kan sige, at jeg har sat en bevægelse i gang, der ikke stopper igen, så har jeg nok gjort mit,« sagde Anders Samuelsen.

Spørgsmålet er, om den tid kan komme før Anders Samuelsen selv ønsker det.

Nederlaget for skattereformen har fået flere stemmer i LAs bagland til at lufte deres åbenlyse frustration. Det er små pip forskellige steder i landet – f.eks. Hedensted, Egedal og Aarhus – hvor lokale formænd opfordrer Anders Samuelsen til at sige farvel til ministerbilen og træde ud af regeringen. Optræde mere frit og finde tilbage til de liberale rødder.

Først sent i aftes begyndte nogle få personer i LA's bagland at krævt Anders Samuelsens afgang. Men jeg har skrevet om politik i over 20 år, og jeg genkender tegnene på en lurende katastrofe i horisonten.

Sådan begyndte det også, da Venstre-folk ville af med Lars Løkke i 2014. Små pip rundt om i landet fra ukendte personer. Langsomt bliver der flere af dem, og pludselig en dag er der en kendt politiker, der tør sige ordene. Og så blæser det op til storm. Sådan var det også, da man ville af med Svend Auken (S), Poul Nyrup Rasmussen (S) og Lene Espersen (K) og flere andre tidligere konservative formænd.

LA-toppen er ikke særlig gode til at kontrollere deres følelser og ambitioner på sociale medier, men det er faktisk lykkedes dem at sørge for, at ingen fra folketingsgruppen lækker til medierne – det plejer også at være et krisetegn. Og de fleste i LA-baglandet, BT kontaktede i løbet af onsdagen, sagde da også at små skattelettelser er bedre end igen skattelettelser.

Men selvom partiets hovedbestyrelse hverken har mandat til at kræve, at partiet forlader regeringen, eller at det skifter formand, bør Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille tage signalerne fra baglandet meget alvorligt. For det er næsten altid små lokale regnskyl og blæsevejr, der senere fusionerer i en kulsort himmel og et gedigent stormvejr.

Og skulle det en dag komme dertil, at man synes, der skal luftes ud i toppen, udgør det også et selvstændigt problem, at kronprinsen hedder Simon Emil Ammitzbøll-Bille. For han har siden 2009 været med til at lægge strategien sammen med Anders Samuelsen som hans højre hånd, og er dermed medansvarlig for hvert eneste sving med Audien, der har kørt bilen nærmere og nærmere grøften.