Andreas Karker, politisk redaktør i BTMX.
Andreas Karker, politisk redaktør i BTMX. Foto: Mads Claus Rasmussen

Søren Gade fik næsten 29.000 personlige stemmer i Nordjyllands Storkreds ved sidste folketingsvalg i 2015.

Næsten lige så mange som sin formand Lars Løkke Rasmussen, der fik godt 33.000, og langt flere end andre Venstre-profiler som Inger Støjberg, der fik godt 16.000 og Kristian Jensen, der måtte nøjes med 14.000.

Så det er en gigantisk stemmesluger, der forlader Christiansborg til fordel for Bruxelles, og han vil sikkert også høste stemmer til Europa-Parlamentet som en anden mejetærsker.

Men hvad er gået galt på Borgen, siden Gade ser det som et klogt træk?

Trods masser af møgsager, var han en ekstremt populær forsvarsminister fra 2004-2010, og den popularitet har holdt sig, trods hans udflugt hos Landbrug og Fødevarer.

Lars Løkke brugte ham til at presse Kristian Jensen i 2014, og netop truslen om, at Gade ville stille op mod Jensen, afgjorde sandsynligvis sagen til fordel for Løkke.

Derefter kunne Gade med sindsro regne med at blive tilbudt en top ministerpost i den næste Løkke-regering. Det troede både Gade selv og kommentatorerne. Gade selv regnede med at blive tilbudt enten Finansministeriet eller udenrigsministeriet, men sådan skulle det ikke gå.

Løkke tilbød ham Miljø- og Fødevareministeriet, som han kun kunne sige nej til. Derfor endte han som gruppeformand, og på det seneste har han været tydeligt træt af den rolle, og flere gange lagt sig ud med partilinjen. Han sagde simpelthen sin mening og var ligeglad med, hvad andre Venstre-folk måtte tænke.

Løkkes behandling af Gade kan skyldes, at han ikke brød sig om at skylde nogen noget, eller at han ligefrem frygtede rivalisering.

Bruxelles er en genial løsning for både Gade og Venstre. Han får fred til at passe sine egne projekter, næsten det dobbelte i løn og tid til sin yndlingshobby: Jagt. Samtidig er han væk uden at være ude af spillet.

Han er nærmest som en top racerkører, der er kørt i pit og får skiftet hjul og bliver smurt, mens de andre kører videre. At han så heller ikke kan imødese en stor fremtid, hvis Kristian Jensen bliver formand efter næste valg, er en anden sag. Men folk som Gade er aldrig helt færdige.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.