Aaron Rodgers har vundet Super Bowl, er blevet kåret til den mest værdifulde spiller og er en af de største stjerner i NFL.

Men i privaten går alt ikke lige efter bogen for Green Bay Packers-quarterbacken. Her er han nemlig i en decideret familiefejde for øjnene af det meste af USA, og den brød ud i lys lue, da Aaron Rodgers ellers forsøgte at gøre en god gerning ved at donere en million dollars til ofrene for skovbrandene i Californien.

Det fik hans bror, Jordan Rodgers, til tasterne.

»Vær sød at donere, sprede budskabet og sende kærlighed. Men når din egen mor er alene hjemme under branden, og du mangler den fundamentale og elementære medfølelse i at ringe til dine forældre for at forsikre, at de er i sikkerhed, så virker alt andet bare som skuespil,« skriver Jordan Rodgers i et Twitter-opslag, hvor han har indlejret videoen af sin bror, der forsøgte at skabe opmærksomhed om de voldsomme skovbrande.

Aaron Rodgers og Olivia Munn.
Aaron Rodgers og Olivia Munn. Foto: ADRIAN SANCHEZ-GONZALEZ
Vis mere

Det er bare det seneste kapitel i bogen om Rodgers-familiens problemer.

Og den første side i bogen blev ifølge New York Times vendt helt tilbage i 2014, da Aaron Rodgers blev kæreste med skuespillerinden Olivia Munn. Siden da har Aaron Rodgers ikke set sine forældre eller to brødre.

»Berømmelse kan ændre ting,« sagde Ed Rodgers, far til Aaron Rodgers, i et interview med New York Times sidste år.

Det var i kølvandet på brormand Jordan Rodgers nyfundne berømmelse, da han deltog i det amerikanske realityshow The Bachelorette, hvor han endte med at løbe med dating-showets hovedrolleindehaver Jojo Fletcher.

Undervejs i det show var Jordan Rodgers ikke bange for at fortælle Jojo Fletcher - og dermed resten af USA - hvordan hans forhold var til sin verdenskendte bror og NFL-stjerne Aaron.

»Det er bare den måde, han har valgt at leve sit liv. Jeg har valgt at forblive tæt med mine forældre og min bror (Luke, red.),« sagde Jordan Rodgers blandt andet i tv-programmet, hvor han også gik dybere ind i det afsavn.

»Det smerter os begge ikke at have det forhold. Vi savner vores bror. Jeg stoler på, at Gud fuldender cirklen, og at det ender med, at vi igen bliver en familie,« sagde Jordan Rodgers.

Men hvis det dengang skulle forstås som en håndsrækning til Aaron Rodgers, blev det ikke helt modtaget sådan af NFL-stjernen.

»Jeg har ikke set programmet for at være ærlig, så det har ikke rigtig påvirket mig så meget. Hvad angår den slags ting, så har jeg altid ment, at det er lidt upassende at tale offentligt om familieanliggender. Jeg kommer ikke til at tale om de ting, men jeg ønsker ham det bedste i konkurrencen,« sagde Aaron Rodgers til ABC.

Aaron Rodgers her sammen med Barack Obama, efter Rodgers vandt Super Bowl med Green Bay Packers. 
Aaron Rodgers her sammen med Barack Obama, efter Rodgers vandt Super Bowl med Green Bay Packers.  Foto: JASON REED
Vis mere