Der er blevet udstedt en arrestordre på den tidligere NFL-stjerne Antonio Brown.
Det er politiet i Miami-Dade County, der har udstedt den.
Det skriver Washington Post.
Anklagen stammer fra et skyderi, som Brown angiveligt var aktivt i under et boksestævne for kendisser i Miami i sidste måned.
Kendelsen viser en anklage for mordforsøg med et skydevåben. Den pålægger også Brown at stille en kaution på 10.000 dollars og forblive i husarrest indtil retssagen
Brown blev tilbageholdt af politiet, efter at der var blevet affyret skud ved boksestævnet, som blev afholdt af influenceren Adin Ross.
Brown blev set i slagsmål med flere personer på en video, der blev lagt ud på de sociale medier, og man kunne tydeligt høre skud efter skænderiet.
Politiet løslod Brown efter et par timer, og han lagde en forklaring ud på de sociale medier dagen efter:
'Jeg blev overfaldet af flere personer, som forsøgte at stjæle mine smykker og gøre mig fysisk fortræd', skrev han på sin X-konto og fortsatte:
'I modsætning til en video, der cirkulerer, tilbageholdt politiet mig midlertidigt, indtil de fik min version af historien, og løslod mig derefter. JEG TOG HJEM DEN AFTEN OG BLEV IKKE ANHOLDT. Jeg vil tale med mine advokater om at lægge sag an mod de personer, der overfaldt mig.'
Ifølge arrestordren fortalte vidner politiet, at det var Brown, der skød, og der blev fundet to patronhylstre på stedet. Brown var ubevæbnet på det tidspunkt, hvor han blev anholdt.