Mychal Kendricks stod på toppen af sin karriere i februar. Han havde netop vundet Super Bowl med Philadelphia Eagles i et af historiens vildeste comebacks.

Syv måneder senere er hans karriere nærmest med garanti slut, og nu risikerer han i stedet op mod 25 år i fængsel. For NFL-spilleren har ifølge BBC erkendt sig skyldig i insiderhandel.

Mychal Kendricks jubler efter Super Bowl-triumfen.
Mychal Kendricks jubler efter Super Bowl-triumfen. Foto: KEVIN C. COX
Vis mere

Mychal Kendricks er blevet anklaget for at have tjent omkring 7,7 millioner kroner gennem to år ved at samarbejde med en tidligere analytiker fra Goldman Sachs, skriver BBC. NFL-spilleren har ifølge mediet erkendt at have givet penge, NFL-billetter og festinvitationer for at modtage insiderinformation. Og det har i USA en strafferamme på op til 25 år. Men den endelige straf får han først i december.

De første konsekvenser har dog allerede ramt Mychal Kendricks. I slutningen af august, da anklagen mod Kendricks blev offentliggjort, valgte Cleveland Browns at ophæve kontrakten med Kendricks blot tre måneder efter, at de havde overtaget ham fra Philadelphia Eagles.

Men det bliver nok Mychal Kendricks’ mindste straf i denne sag. Han kan se frem mod en del år bag tremmer.

Mychal Kendricks (nr. 95), Jake Elliott (nr. 4) og Kamu Grugier-Hill (nr. 54) efter Super Bowl-sejren. 
Mychal Kendricks (nr. 95), Jake Elliott (nr. 4) og Kamu Grugier-Hill (nr. 54) efter Super Bowl-sejren.  Foto: Mitchell Leff
Vis mere