Lyt til artiklen

Adam Zimmers pludselige dødsfald har rystet amerikansk fodbold.

Assistenttræneren for NFL-holdet Cincinnati Bengals er gået bort i en alder af blot 38 år.

Den triste nyhed fortæller hans søster Corri Zimmer om i et Instagram-opslag, som du kan se i bunden af artiklen.

»Jeg kan ikke fatte, at jeg skriver det her. Jeg mistede min storebror i går. Han var den venligste, sødeste, mest familieelskende og sportselskende sjæl, der nogensinde har eksisteret,« skriver søsteren.

Adam  Zimmer kom til Bengals i denne sæson, hvor han har indtaget rollen som analytiker i det offensive spil.

Tidligere havde han været i Minnesota Vikings, hvor hans far var træner. Han har også haft en tid i New Orleans Saints og Kansas City Chiefs.

»Mit hjerte er knust, og det gør så ondt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem det at være mor til etårige tvillingedrenge og sorgen over at miste min bror så uventet. Jeg er så fortabt, jeg er så overvældet, jeg er så knust, skriver søsteren videre i det meget rørende opslag.

Hans far Mike Zimmer var som sønnen også i Cincinnati Bengals, hvor far var fra 2008 til 2013.

»Vores organisation har haft det privilegium at kende og arbejde sammen med familien Zimmer i 15 år. Vi har den største respekt for Mike og Adam. Vi er utroligt kede af denne tragiske nyhed,« sagde Cincinatti Bengals-ejer Mike Brown i et klubstatement.

Årsagen til Adam Zimmers pludselige død er fortsat ukendt.