USA's flamboyante præsident, Donald Trump, er igen dybt begravet i et verbalt slagsmål. Og denne gang er det sportsstjernerne fra den amerikanske football-liga, NFL, der er målet for Trumps Twitter-forbandelser.

Trump er rasende over, at flere NFL-stjerner udtrykker deres harme over den voksende politivold og den ulige behandling af afroamerikanske borgere ved at knæle under den obligatoriske afspilning af den amerikanske nationalmelodi inden kampene.

Det har fået flere amerikanske sportsstjerner til at rase mod præsidenten. Men søndag eftermiddag slog Trump så tilbage. På yndlingsmediet Twitter opfordrer han nu amerikanerne til at blive væk fra NFL-kampene.

»Hvis NFL-fans nægter at tage kampe, indtil spillerne stopper med at disrespektere vores flag og land, vil man se en ændring finde sted. Fyr eller udeluk!,« lyder det fra præsidenten, der følger op med endnu et klassisk Trump-tweet.

»NFL's tilskuertal og ’ratings’ er HELT NEDE. Kedelige kampe, ja – men mange bliver væk, fordi de elsker vores land. Ligaen burde støtte USA.«

Adskillige amerikanske sportsstjerner har været ude med fordømmelser af præsidenten ageren i sagen.

»Det er virkeligt trist, mand. Vores præsident er et røvhul,« skriver NFL-runningbacken Lesean McCoy på Twitter.

»Præsidents opførsel er uacceptabel og må italesættes. Hvis du ikke fordømmer den splittende retorik, støtter du den,« har NFL-cornerbacken Richard Sherman fra Seattle Seahawks tweetet.