Den amerikanske præsident, Donald Trump, er stadig utilfreds med, at der er spillere, som knæler inden kampene i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, den nordamerikanske NFL.

På præsidentens foretrukne kommunikationsforum, Twitter, skælder han gevaldigt ud over, at NFL ikke får stoppet knæleriet, som ifølge Donald Trump er udtryk for manglende respekt for det amerikanske flag og den amerikanske nationalhymne, som skal afspilles inden alle kampe i NFL.

»Mindst 24 spillere knælede i weekenden på stadions hos NFL-hold, som nu har svært ved at få sine stadions fyldt. Den amerikanske offentlighed er trætte af den respektløshed, som NFL udviser over for vores land, flag og nationalhymne. Det er svagt, og det er ude af kontrol,« skrier Donald Trump.

Torsdag var det den traditionelle Thanksgiving Day i USA, og her var der også NFL-kampe. Inden Thanksgiving Day havde NFL fået den idé, at spillerne kunne blive i omklædningsrummene, mens nationalhymnen blev afspillet, så de ikke kunne knæle. Men det er Donald Trump også modstander af.

»NFL har nu tænkt på at lade spillerne blive i omklædningsrummene til næste sæson. Det er næsten lige så slemt som knæling. Hvornår bliver de højt betalte ledere hårde og smarte. Problemet tager livet af jeres liga,« skrev Donald Trump ved den lejlighed.

Spillere, der knæler under nationalhymnen, har stået på i flere måneder. De spillere, der gør det, siger, at de gør det i solidaritet med de sorte amerikanere, som efter deres opfattelse bliver ofre for politivold fra hvide, amerikanske betjentes side.