Morten Andersen er den første dansker til at blive optaget i NFLs Hall of Fame.

Den hæder tilfaldt den tidligere kicker natten til søndag, men selv om Morten Andersen havde en god chance for at blive medlem, var det ikke, fordi han sad som den største optimist på sit hotelværelse op til afgørelsen. Det var nemlig fjerde gang, at Morten Andersen var med i finalefeltet om en plads i Hall of Fame, og som de andre gange sad han på hotelværelset og ventede på beskeden uden de store forventninger.

»Jeg sagde til min kone, at det var en ret høj banken på døren af roomservice. Vi ville bare have en clubsandwich, så vi åbnede døren. Vi fik ikke en clubsandwich, men det var helt sikkert et godt alternativ«, siger Morten Andersen ifølge DR til New Orleans Saints' twitterprofil.

»Jeg var selvfølgelig fyldt med følelser. Vi kneb et par tårer. Jeg er så utrolig stolt og så glad for at være en del af denne gruppe. Det er ret vildt lige nu. Jeg svæver lige nu,« tilføjer han.

Morten Andersen er den spiller i NFLs historie, der har lavet flest point, 2.544, spillet flest kampe, 382, og lavet flest field goals, 565.

Han er nu en af kun 310 medlemmer i NFLs Hall of Fame. I 2006 blev han også optaget i Dansk Amerikansk Fodbold Forbunds Hall of Fame som den første overhovedet, og i 2009 blev han indlemmet i New Orleans Saints' Hall of Fame.