For andet år i træk vandt Georgia Bulldogs college-mesterskabet i amerikansk fodbold.
Men holdets mesterskabsfejring er blevet overskygget af en tragisk ulykke.
For få timer efter festen omkom holdets stjernespiller Devin Willock og et medlem af staben i en bilulykke.
To andre medlemmer af holdet blev skadet i ulykken, der skete i byen Athens i Georgia. Det skriver The Guardian.
Ifølge politiet i Athens-Clarke County skete soloulykken klokken 2.45 natten til søndag.
Gruppen, der kørte i en Ford Expedition, kørte af vejen og ramte flere elmaster og træer.
20-årige Devin Willock blev erklæret død på stedet, mens 24-årige Chandler LeCroy, der kørte bilen, døde på hospitalet.
»Vi er alle knuste over tabet af Devin Willock og Chandler LeCroy,« siger Georgia-holdets træner Kirby Smart.
»Devin var en fantastisk ung mand på alle måder. Han smilte altid, var en god holdkammerat og en glæde at træne.«
»Chandler var et værdifuldt medlem af staben og havde en fantastisk attitude og energi hver dag. Vi sørger med deres familier for det tragiske tab,« fortsætter træneren.
Politiet har endnu ikke fundet en årsag til ulykken.