Tom Brady har kastet flest yards i NFL nogensinde, hvis man regner både den regulære sæson og slutspillet med.

41-årige Tom Brady blev søndag den quarterback i NFL's historie, der sammenlagt har kastet flest yards i karrieren.

Hvis man medregner både den regulære sæson og slutspillet, nåede Brady således op på 79.416 kastede yards i karrieren, da hans hold, New England Patriots, besejrede New York Jets med 27-13 i verdens bedste football-liga.

Dermed passerer Brady den tidligere Indianapolis Colts- og Denver Broncos-quarterback Peyton Manning.

Statistikker i NFL opdeles traditionelt i enten præstationer i den regulære sæson eller i slutspillet - og altså ikke sammenlagt.

Derfor skabte det også noget mere postyr, da New Orleans Saints' quarterback Drew Brees tidligere i denne sæson satte rekord for flest kastede yards i den regulære sæson nogensinde.

Brady, der med Patriots har vundet NFL-finalen, Super Bowl, fem gange, kastede 283 yards og to touchdowns i sejren over New York Jets.

Det betød samtidig, at han for 16. sæson i træk har kastet over 3000 yards i sæsonen. Han tangerer dermed Manning, der har næstflest sæsoner med 3000 kastede yards i træk. NFL-legenden Brett Favre har rekorden med 18.

Patriots har vundet otte kampe og tabt tre i sæsonen indtil videre.

Også en anden NFL-quarterback var søndag i rekordhumør.

Los Angeles Chargers' rutinerede quarterback Philip Rivers ramte således plet på intet mindre end sine første 25 kast, da Chargers besejrede Arizona Cardinals med cifrene 45-10.

Ingen anden quarterback har nogensinde startet en kamp med at fuldføre sine første 25 kast.

Rivers endte med at fuldføre 28 ud af 29 forsøg. Han kastede 259 yards, tre touchdowns og ingen interceptions.

Chargers har vundet otte kampe og tabt tre i den indeværende sæson.

/ritzau/AP