42-årige Tom Brady har forlænget sin kontrakt i New England til 2021, men den kan stoppe om syv måneder.

Det er de færreste sportsfolk, der er på toppen som 42-årige. New England Patriots stjernequarterback Tom Brady er en af få undtagelser.

Brady førte i sidste sæson holdet til den sjette Super Bowl-triumf siden 2001-sæsonen, og mandag forlængede han sin kontrakt frem til 2021 med en solid lønforhøjelse til følge.

Nyhedsbureauet Reuters skriver dog, at kontrakten er strikket således sammen, at New England efter den kommende sæson, der afsluttes i februar, kan vælge at stoppe samarbejdet med Brady.

Så skulle alderen have indhentet den levende legende, kan klubben altså undgå at hænge på ham i to år yderligere trods kontraktforlængelsen.

Den lidt specielle kontrakt bekymrer dog ikke Brady, som kun har fokus på den kommende sæson.

»Det bekymrer mig slet ikke. Jeg er sikker i år, tror jeg,« siger Tom Brady på et pressemøde ifølge New England Patriots' egen hjemmeside.

»Jeg går bare ud og forsøger at gøre det, så godt jeg kan. Der er masser af spillere, som kun har et år tilbage af deres kontrakt.«

Forlængelsen betyder, at Brady i 2019-sæsonen kan se frem til at tjene 23 millioner dollar - svarende til cirka 154 millioner kroner.

Lever han op til forventningerne, så New England vælger at aktivere de to efterfølgende af år af kontrakten, kan Brady se frem til at stige yderligere til henholdsvis 30 og 32 millioner dollar i de to år.

Tom Brady skal i gang med sin 20. sæson for New England Patriots, der draftede ham som nummer 199 tilbage i 2000.

En skade på quarterbackpositionen tidligt i 2001-sæsonen gav Brady chancen. Han førte holdet til en sensationel Super Bowl-sejr og har siden - kun afbrudt af få skader - været holdets ubestridte førstevalg som quarterback.

/ritzau/