To ud af 15.959 coronatest blandt NFL-spillere var positive før sæsonstarten i sidste uge, oplyser NFL.

To spillere i den bedste liga for amerikansk fodbold, NFL, afgav en positiv coronatest i sidste uge op til turneringens start på den nye sæson.

Det oplyser NFL uden at sætte navn eller hold på de to spillere.

»De er blevet isoleret omgående, og de har ikke haft adgang til klubfaciliteter, andre spillere eller personale. Klubbernes medicinske personale er i kontakt med de smittede for at monitorere, om de har symptomer,« lyder det.

Som udgangspunkt skal alle NFL-spillere testes dagligt, og i perioden 6.-12. september blev der foretaget 15.959 test af 2.511 spillere, hvoraf to af testene altså var positive.

Der blev også foretaget 24.520 coronatest af 4.926 ansatte i NFL-klubberne, og her var fem af testene positive.

NFL har i forhold til spilledatoer været mindre påvirket af coronavirus end stort set alle andre sportsligaer.

Sidste sæson sluttede med Super Bowl i februar, inden coronapandemien for alvor ramte Nordamerika, og ligaen kunne gå i gang som planlagt torsdag i sidste uge.

Mindst 66 NFL-spillere har dog nægtet at spille sæsonen af frygt for virusset.

NFL har også lavet en omfattende protokol med retningslinjer for, hvad klubberne skal gøre for at mindste risikoen for smittespredning, og hvad der skal gøres ved smittetilfælde.

I forbindelse med NFL-kampene er alt ikke helt, som det plejer at være. Blandt andet er cheerleadere og maskotter bandlyst på de tomme eller delvist tomme stadioner, som kampene afvikles på.

/ritzau/